Nyheder15. september 2022

Legendarisk borgmester Thorkild Simonsens bisættelse kan overværes af 900 borgere

Thorkild Simonsen bisættes torsdag i Aarhus Domkirke
Thorkild Simonsen nåede udover at være borgmester i Aarhus også at være indenrigsminister i Nyrup-regeringen. Simonsen døde 4. september.
Thorkild Simonsen nåede udover at være borgmester i Aarhus også at være indenrigsminister i Nyrup-regeringen. Simonsen døde 4. september.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Cirka 900 borgere kan få mulighed for at overvære den mangeårige Aarhus-borgmester Thorkild Simonsens bisættelse, når den afholdes torsdag.

Det oplyser presseafdelingen for borgmesterens kontor i Aarhus Kommune.

Bisættelsen finder nemlig sted i Aarhus Domkirke. Her er der i alt plads til op mod 1000 mennesker, der både står og sidder.

Imens er 90 pladser reserveret til inviterede gæster.

Ifølge pressechef Niels Buch forventes det, at rigtig mange mennesker vil møde op til bisættelsen. Derfor er der også sat højttalere op ude foran kirken, så dem, der ikke kan få plads indenfor, kan følge med.

Bisættelsen begynder klokken 13. Pladserne vil blive tildelt efter først-til-mølle-princippet.

Thorkild Simonsen, der foruden socialdemokratisk borgmester har været indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering, døde 4. september.

Han blev 96 år.

Thorkild Simonsen er efter sin død blevet kaldt "et ikon" for Aarhus, blandt andre af den nuværende borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S).

Thorkild Simonsen var en del af lokalpolitik i Aarhus i flere årtier.

I næsten 30 år sad han i byrådet i Aarhus. I 15 af dem var han borgmester for kommunen.

Det var blandt andet, mens Thorkild Simonsen var borgmester, at kunstmuseet Aros blev opført. Han har også været en drivkraft bag opførelsen af Musikhuset Aarhus.

Bisættelsen af Thorkild Simonsen ventes at vare en time torsdag. Det vil sige frem til cirka klokken 14.

Herefter vil der være en mindehøjtidelighed i Musikhuset Aarhus, hvor blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) vil holde tale.

Sponsoreret indhold