Nyheder4. april 2023

Leder i Islamisk Stat Khalid Aydd Ahmad al-Jabouri er blevet slået ihjel

En højtrangeret leder i Islamisk Stat er blevet dræbt af det amerikanske militær i et angreb i Syrien

Det amerikanske militær har dræbt en højt rangeret leder i Islamisk Stat i et angreb i Syrien mandag 3. april.

Det oplyser en af det amerikanske militærs hovedkommandoer, Centcom, i en udtalelse på det sociale medie Twitter.

Ifølge Centcom var Khalid Aydd Ahmad al-Jabouri ansvarlig for at planlægge angreb i Europa for Islamisk Stat og for at udvikle gruppens ledelsesstruktur.

- Islamisk Stat fortsætter med at være en trussel for regionen og andre steder, siger Centcoms øverstbefalende, Michael Kurilla, i udtalelsen.

Ingen civile blev ifølge Centcom dræbt eller såret i angrebet, der ikke specificeres yderligere.

- Selv om de er svækket, er gruppen stadig i stand til at udføre aktiviteter inden for regionen med mål for også at slå til uden for Mellemøsten, siger Michael Kurilla.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP oplyste Det Syriske Menneskerettighedsobservatorium (Sohr), som har hovedsæde i London i Storbritannien, at én person havde mistet livet i et droneangreb ved landsbyen Kaftin, som er kontrolleret af oprørsstyrker.

Den syriske nødhjælpsorganisation De Hvide Hjelme oplyser ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP, at den evakuerede en mand fra angrebsstedet, men at han senere mistede livet på grund af sine kvæstelser.

Kaftin ligger i Idlib-provisen i den nordvestlige del af Syrien.

Her har USA i de seneste år udført flere angreb mod både medlemmer af al-Qaeda-beslægtede bevægelser og Islamisk Stat.

Blandt andet blev to mænd dræbt i et droneangreb i februar. Lokale aktivister identificerede ifølge AP de to mænd som medlemmer af Horas al-Din-bevægelsen, som udspringer af al-Qaeda. Sohr hævdede senere at den ene af de to dræbte var et højt rangerende medlem af Islamisk Stat.

Sponsoreret indhold