Nyheder26. juli 2023 (opd. 26. juli 2023)

Lastbil og personbil involveret i alvorligt trafikuheld

Politiet forventer, at vej ved Ulfborg, hvor der onsdag er sket et uheld, vil være spærret i flere timer

Klitvej syd for Thorsminde ved Ulfborg i Vestjylland er spærret i begge retninger efter en alvorlig trafikulykke.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie Twitter.

En personbil og en skraldebil er endt i et frontalt sammenstød, der forårsagede døden for en 74-årig kvinde. Det vides ikke endnu, hvordan ulykken skete.

Det oplyser Andreas Bang Andersen, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Anmeldelsen om det alvorlige færdselsuheld på Klitvej syd for Thorsminde tikkede ind klokken 11.11.

- Vi kommer derud, og det gør ambulance og brandvæsnet også. Ret hurtigt kan lægen konstatere, at føreren af personbilen er afgået ved døden, fortæller Andreas Bang Andersen.

Vagtchefen oplyser desuden, at pårørende er underrettet om den tragiske hændelse.

Ingen er sigtet i sagen endnu. Føreren af den store skraldebil er chokeret, men han er uskadt.

Politiet forventer kort efter klokken 12 onsdag, at vejen vil være helt spærret i flere timer, da ulykken blandt andet skal undersøges med en bilinspektør og vidner skal afhøres.

Derfor råder Midt- og Vestjyllands Politi til, at trafikanter finder en alternativ rute.

Sponsoreret indhold