Nyheder20. juni 2008

Lasse Rimmer: Ny morgenvært på Radio 100 FM

Komikeren vender tilbage efter trekvart års pause fra radioen
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/lasse-rimmer2-jpg.jpg

I de seneste måneder har Lasse Rimmer fået sin debut som skuespiller under optagelserne til Ole Bornedals ny film "Fri os fra det onde". Nu venter et comeback i en mere vant rolle.
Lasse Rimmer vender tilbage til Radio 100 FM, hvor han overtager morgenradioen efter Mads Vangsøe, som forlod kanalen fornyligt.

Dermed genindtræder stand-up-komikeren i et job, hvor han noterede en af sine største successer. Sammen med sine medværter, Andrea Elisabeth Rudolph og Lars Hjortshøj gjorde han gennem flere år "Morgenhyrderne" til et af de mest aflyttede programmer i Danmark.

I september sidste år meddelte han imidlertid, at han ville have mere tid til sin kone, Lene og deres to børn, Hedvig og Pippi.

- Sidste år blev jeg kåret til Danmarks mest populære radiovært af B.T.s læsere. Det satte bare ekstra skub i mine overvejelser. Det er altid bedst at stoppe på toppen, sagde Lasse Rimmer dengang.

Nu prøver han så at klatre derop igen. I mellemtiden er han blevet skilt fra sin kone og har spillet hovedrollen i den nye Ole Bornedal-film, hvor også Aqua-Lene Nystrøm Rasted debuterer som skuespiller. Rimmer og Rasted spiller et ægtepar, der kommer ud for uhyrlige ting i en vestjysk landsby.

Filmen, der efter sigende bliver Danmarks hidtil mest brutale film, får premiere næste forår.

Sponsoreret indhold