Nyheder18. februar 2009

Lasse Rimmer: Kærestens lille hund skambidt

Nanna Heisel var ude at jogge med lille Lui, da den blev overfaldet af en kamphund
Lasse Rimmer er rasende på sin kærestes vegne over det uprovokerede angreb
Lasse Rimmer er rasende på sin kærestes vegne over det uprovokerede angreb
 Foto: All Over

Endnu en gang har en ejer af en kamphund bevist, at hans "kæledyr" mere er en potensforlænger eller et våben end menneskets og andre hundes bedste ven.

Det har komikeren Lasse Rimmers kæreste, 19-årige Nanna Heisel, oplevet på tætteste hold.

Hun var ud at jogge i Bagsværd og havde sin lille Lui, en shihtzu, med i snor, da en snorløs kamphund pludselig sprang ud af et krat og overfaldt det lille kræ.

- Pludselig hopper en amerikansk staffordshireterrier ud af busken og angriber min Lui. Den bider sig fast omkring struben og rusker min hund, der kun vejer fire kilo. Jeg skriger så højt, jeg overhovedet kan, og ejeren kommer løbende, siger Nanna Heisel til Ekstra Bladet.

Det lykkes de to at få skilt hundene, men Lui er hårdt medtaget. Nanna kører på dyrehospitalet, hvor det viser sig, at hunden har brækket kæben og fået smadret det ene øje.

- Jeg har grædt og grædt. Jeg troede, den skulle dø, siger hun til avisen.

Lasse Rimmer ønsker ikke at kommentere episoden direkte, men udtrykker sin vrede på sin facebook-hjemmeside, hvor han skriver, at han "har lyst til at idømme enhver kamphundeejer, som ikke holder sin køter i snor, en time i et lukket bur nøgen med deres egen hund, der har sultet på tredje døgn" .

Shihtzuen har det nu godt igen, men Nanna Heisel overvejer, om hun skal politi- og forsikringsanmelde episoden.

Der findes 20.000 kamphunde i Danmark. I 2001 var der kun 1000.

Sponsoreret indhold