Lars von Trier: Blev væk fra Bodil

Lars von Triers "Antichrist" scorede i sidste måned hele 7 Robert-priser, og i aften var der endnu mere hæder til den kontroversielle film, der vandt imponerende 5 Bodil-statuetter.
"Antichrist" blev blandt andet hyldet som bedste film, ligesom de 2 hovedrolleindehavere, Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg, fik priserne for henholdsvis bedste mandlige og kvindelige hovedrolle.
De 2 udlændinge var dog ikke mødt op til festen, ligesom hovedpersonen von Trier, der simpelthen havde valgt at blive hjemme.
- Det var ærgerligt, at han ikke kom, men det er nok det bedste, når han nu ikke har lyst, kunne von Triers kone, Bente, fortælle SE og HØR. Hun fulgtes i øvrigt med Peter Aalbæk Jensen.
Se alle Bodil-vinderne her:
Bedste danske film: Antichrist (Instruktør: Lars von Trier)
Bedste kvindelige hovedrolle: Charlotte Gainsbourg (Antichrist)
Bedste mandlige hovedrolle: Willem Dafoe (Antichrist)
Bedste kvindelige birolle: Pernille Vallentin (Fri os fra det onde)
Bedste mandlige birolle: Jens Andersen (Fri os fra det onde)
Bedste amerikanske film: Op (Pete Docter)
Bedste ikke-amerikanske film: Waltz With Bashir (Ari Folman)
Bedste fotograf: Anthony Dod Mantle (Antichrist)
Årets Sær-Bodil: Kristian Eidnes Andersen for lyddesign til "Antichrist"
Bedste dokumentarfilm: 'Blekingegadebanden' (Instruktør: Anders Riis-Hansen)
Årets Æres-Bodil: Carsten Myllerup, Linda Krogsøe Holmberg og Jens Mikkelsen for at tage initiativ til den alternative filmskole Super16.