Lars Ulrich: Vild fødselsdag
De fleste heavyrockfans vil sikkert give deres højre arm for at få sunget fødseldagssang af selveste Metallicas James Hedfield. Men for danske Lars Ulrich er det en stensikker årlig forteelse.
Men i år var det alligevel lidt ud over det sædvanlige. Trommeslageren fra Metallica blev nemlig ikke kun beæret med Happy Birthday, men også et veritabelt overfald fra Hedfield og de andre kumpaner fra supergruppen.
Det skete på scenen, da bandet gav koncert i Californien her i julen.
Lars Ulrich fyldte 45 år 2. juledag, og det fejrede bandkollegerne ved at angribe Lars Ulrich med lagkager og konfetti, så hele scenen så ud, som blev nytåret skudt ind i en af Ulrichs tidligere kokain-festruser.
Koncerten var Metallicas sidste i år. Et år, der har været en ren succes, og hvor bandets seneste plade Death Magnetic igen har placeret gruppens medlemmer som konger af heavyrocken.