Nyheder29. december 2009

Lars Ulrich: Lever med tinnitus

Års øredøvende heavy Metallica-rock har givet trommeslageren konstant ringen for ørerne
Lars Ulrich har banket løs på trommerne i årevis, og det er gået ud over hørelsen
Lars Ulrich har banket løs på trommerne i årevis, og det er gået ud over hørelsen
 Foto: All Over

Det er egentlig ikke overraskende.

Metallicas danske trommeslager Lars Ulrich lider af tinnitus.

Årtier bag trommerne i et af verdens lydmæssigt højest spillende bands har skadet hans hørelse så stærkt, at han må leve med ringen for ørerne. Det er en lidelse, der startede for år tilbage, og som aldrig vil gå væk.

- Der er denne konstante ringen for mine ører. Det er, som om den aldrig vil gå helt væk, siger Lars Ulrich til cnn.com.

I begyndelsen oplevede Lars Ulrich kun en svag susen for sine ører, men problemet blev langsomt, men sikkert stadig større. Det var især i hjemmet, som han deler med dejlige Connie Nielsen, at det var galt. Når han gik i seng havde den i dag 46-årige rockstjerne svært ved at opleve total stilhed.

- Jeg faldt ofte i søvn foran fjernsynet og vågnede senere på natten for at slukke det, men det var ikke tændt. På det tidspunkt indså jeg, at jeg havde et problem, fortæller Lars Ulrich.

Selv om han besluttede sig for at bruge ørepropper, er hyletonen aldrig helt forsvundet. Lars Ulrich har dog lært at leve med problemet og er i dag bekymret over den såkaldte iPod-generation.

- Hvis du får en skramme på næsen, vil den være væk efter en uges tid. Men beskadiger man ens hørelse, risikerer man, at den ikke kommer tilbage. Der er ikke rigtigt noget at gøre, advarer Lars Ulrich.

I USA lider cirka hver 6. indbygger af tinnitus.

Sponsoreret indhold