Nyheder27. juli 2009

Lars Ulrich: Forgyldes på hjemmebanen

Metallica-trommeslageren fik platin og får overrakt endnu en pris i København
Hvis man vil høre Lars Ulrich og Metallica, skal man sørge for, at ens billet ikke kun er ægte, men også gyldig
Hvis man vil høre Lars Ulrich og Metallica, skal man sørge for, at ens billet ikke kun er ægte, men også gyldig
 Foto: All Over

Den sidste af de fem danske Metallica-koncerter afvikles den 28. juli i Forum, men inden da skal Lars Ulrich have overrakt en pris fra Dansk Musiker Forbund.

Det drejer sig om DMF's Hæderspris, der tidligere er gået til navne som Gnags, Kashmir og Palle Mikkelborg.

Ifølge en pressemeddelelse udsendt af Dansk Musiker Forbund er Hædersprisen en "helt særlig udmærkelse, som DMF tildeler helt unikke musikere som anerkendelse for deres særlige indsats og karriere".

Platin til bandet

For Metallica er det allerede blevet til platinplader i lande USA, Canada og Tyskland, og nu kan de 4 medlemmer også inkassere platinplader for salg af mere end 30.000 eksemplarer af gruppens seneste album "Death Magnetic".

Faktisk er salget oppe på 40.000 eksemplarer, og mon ikke der er blevet langet en del af dem over disken i forbindelse med, at gruppen i disse dage giver en stribe koncerter i Forum?

Dermed er det altså ikke kun flotte anmeldelser, bandet kan tage med i bagagen, når de senere på ugen forlader København, men også platinsouvenirs, og i Lars Ulrichs tilfælde også en DMF's hæderspris.

Sponsoreret indhold