Nyheder20. november 2018

Lars Mikkelsen har vundet en Emmy

Skuespilleren Lars Mikkelsen har vundet en af verdens mest prestigefyldte TV-priser i nat
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/upiphotostwo640844.jpg
 Foto: MEGA

Det bliver nok ikke større for Lars Mikkelsen lige nu.

I nat har han nemlig vundet en af de prestigefulde statuetter ved den internationale Emmy-uddeling.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Den flotte pris har skuespilleren, 54, vundet for sin rolle i "Herrens Veje", der netop nu bliver vist på DR1 om søndagen.

I kategorien "Bedste mandlige skuespiller i tv-serie" var Lars Mikkelsen nomineret sammen med Julio Andrade fra den brasilianske serie ’Um Contra Todos’, canadiske Billy Campbell fra serien ’Cardinal’ og tyrkiske Tolga Saritas fra serien ’Soz’.

- Det virker fuldstændigt surrealistisk det her. Der var så mange stærke optrædener fra de andre nominerede. I Danmark har vi i mange år været frontløbere på drama, og denne pris sætter streg under, at man stadig kan regne med os. Jeg er så glad og beæret, lyder det fra en glad Lars Mikkelsen i den pressemeddelelse, som DR har sendt ud.

Det er ikke første gang, at Lars Mikkelsen bliver hyldet for sin rolle som Johannes Krogh i TV-serien "Herrens Veje".

Tilbage i februar modtog han en Robert for rollen.

Blev døbt efter rollen

I forbindelse med rollen som præsten med de mange indre dæmoner, fandt Lars Mikkelsen selv troen.

Inden premieren på sæson to af den populære serie afslørede han nemlig, at han var blevet døbt. Det gjorde han i et interview med DR.dk.

Lars Mikkelsen er vokset op med ateistiske forældre, så han var hverken døbt eller konfirmeret.

For Lars Mikkelsen var dåben ensbetydende med en helt fundamental accept og kærlighed, som vi alle sammen har brug for.

- Der er det helt særlige ved det, hvis man er en lidt søgende sjæl og har lidt svært ved at forstå at favne kærligheden i verden. Så er det en ekstrem bekræftelse i, at der er kærlighed til dig. Hvis du ikke kan finde den i din tilværelse, eller at du selv har svært ved at give udtryk for den, så er dåben et kærlighedsløfte, en bekræftelse og en accept af dig som menneske - som du måske ikke engang kan give dig selv, fortalte han til DR.dk.

Sponsoreret indhold