Nyheder27. maj 2008

LARS HJORTSHØJ: VÆRT PÅ SKANDALE-PROGRAM

Den 40-årige komiker og radiovært skal være den nye vært på TV3’s nye program ”Sandhedens time”
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/lars-hjortshoj-stort-jpg.jpg

Til efteråret sender TV3 et nyt program, der hedder "Sandhedens time", og det er Lars Hjortshøj, som kommer til at sidde i værtsstolen. Programmet har lagt gaderne øde i lande som Sverige og USA.

Deltagerne i "Sandhedens time" bliver udstyret med en løgnedetektor og skal svare på mere eller mindre intime spørgsmål om sig selv. Taler de sandt, kan deltagerne vinde 500.000 kroner.
Spørgsmålene kan for eksempel lyde: Har du været din kæreste utro? Har du seksuelle fantasier om dine venners kærester?

Ifølge værten kommer det nye program til at flytte grænser, og han glæder sig til at komme i gang med optagelserne.
- TV skal flytte grænser og udfordre seerne - og det gør "Sandhedens time" i den grad. Jeg glæder mig meget til at komme i gang - og jeg kan som vært garantere, at det bliver både overraskende, underholdende og medrivende TV, siger Lars Hjortshøj.

Svensk, ærlig men alene
I den svenske udgave af programmet svarede en af deltagerne blandt andet, at han havde været sin kæreste utro, at han syntes, at vennernes kærester var pænere, og at han gerne ville have, at kæresten fik silikonebryster. Det fik kæresten til at bryde sammen, og umiddelbart efter programmet skred hun.

Så tilbage sad deltageren 75.000 kroner rigere, penge, som han havde håbet på skulle bruges til hans og kærestens bryllup.
Hvilke skeletter, der falder ud af danskernes skabe, må seerne vente med at se til efteråret, når den danske udgave af "Sandhedens time" får premiere.

Sponsoreret indhold