Nyheder16. oktober 2022

Landsret vender afgørelse på hovedet: Frifundet i sag om fatalt knivoverfald på rockerlærling

28-årig mand blev i byretten frifundet i sag om fatalt overfald, men er nu idømt syv års fængsel for dødsvold

En mislykket hashhandel, et fatalt knivstik og to vidt forskellige vurderinger af sagens beviser.

Det er stikord i en sag, hvor 42-årige Mohammad Al-Zerjawi mistede livet på en øde parkeringsplads ved Aarhus en sommernat i juli 2020.

Ved Retten i Aarhus blev to mænd i november sidste år idømt henholdsvis tre års fængsel og halvandet års fængsel for grov vold. En tredje mand blev frifundet og kunne forlade retten som en fri mand.

Men den afgørelse er nu vendt på hovedet.

Fredag afgjorde Vestre Landsret, at de tre mænd alle var skyldige i vold med døden til følge. Derfor blev der skruet gevaldigt op for straffene. Det skriver Ekstra Bladet.

I landsretten fik nu 27-årige Ibrahim Omar otte års fængsel, mens nu 23-årige Tarak Khaled Ghoneim og nu 28-årige Majid Adel fik syv år hver, skriver avisen.

Det var Majid Adel, der blev frifundet. Han er dømt for at lokke offeret i baghold.

Sagen handler om et knivoverfald på den 42-årige rockerlærling Mohammad Al-Zerjawi, der også var kendt under tilnavnet Frisør Mudi, da han tidligere ernærede sig som frisør i Viborg.

Al-Zerjawi, der var prospect hos Satudarah, blev stukket i låret natten til 23. juli 2020 på en parkeringsplads i det vestlige Aarhus og forblødte.

Det var en fejlslagen hashhandel og en tidligere konflikt mellem parterne, der lå til grund for overfaldet.

Der blev i en Audi på gerningsstedet fundet træbriketter i en blå taske. De var omviklet med tape og lignede ifølge anklagemyndigheden rigtig hash.

Den nu afdøde fandt ud af, at han var blevet snydt og ville mødes med personerne bag handlen. Det endte med knivangrebet på Lenesvej klokken cirka 03.50 om natten.

To af rockerlærlingens kammerater blev også udsat for knivangreb, men slap med livet i behold.

En formodet medgerningsmand er fortsat på fri fod. Politiet efterlyser ham internationalt, og manden er varetægtsfængslet in absentia. Der er tale om 26-årige Abdallah Ahmad Taha, der har været eftersøgt siden oktober 2020.

Sponsoreret indhold