Nyheder6. februar 2023

Landmand sigtet: 50 køer fundet døde

Fødevarestyrelsen har mandag været til stede på ejendommen, hvor køerne blev fundet døde
Køer fundet døde
Østjyllands Politi oplyser, at en landmand er sigtet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven, efter der er blevet fundet 50 døde køer på en ejendom på Djursland (arkivfoto)
 Foto: Colourbox

I sidste uge kom det frem, at politiet efterforskede 50 køers død på en ejendom på Djursland.

Mandag er Fødevarestyrelsen så til stede på ejendommen. Det bekræfter de over for TV2 Østjylland.

- Vi har været ude og assistere politiet. De rekvirerer os for dyrlægefaglig vurdering, oplyser Fødevarestyrelsen.

Østjyllands Politi oplyser til TV2 Østjylland, at landmanden er sigtet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.

Politiet har været på stedet sammen med Fødevarestyrelsen for at følge op på det strakspåbud, der er givet.

- Det vurderes, at det er opfyldt, fordi man har forbedret forholdene for de levende dyr og sikret dem god adgang til mad og vand. Desuden er de døde køer ved at blive fragtet væk, siger kommunikationsmedarbejder i Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

- Der kommer et nyt kontrolbesøg inden for de nærmeste uger, hvor der skal følges op på, at forholdene stadig er i orden, siger han.

Det efterforskes fortsat, hvordan køerne, som man fandt i tirsdags, er døde.

Ejeren af gården fik et strakspåbud og skulle blandt andet sørge for adgang til vand og foder til de 13 levende køer, der var tilbage på gården.

Politiet, dyrlæger og relevante myndigheder har siden været i gang på stedet.

Da politiet ankom til gården i sidste uge fandt man et større antal døde køer på en mark, i en skov og i en stald på gården.

I alt blev der altså fundet 50 døde køer.

Sponsoreret indhold