Nyheder5. februar 2024

Lærer gemte milliongenvist i matematikbog

En gruppe på 30 nuværende og tidligere medarbejdere på en skole i Kentucky i USA, har tilsammen vundet syv millioner kroner
Det perfekte gemmested.
Det perfekte gemmested.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tålmodighed betaler sig sommetider.

Det oplevede en gruppe på 30 nuværende og tidligere medarbejdere på en skole i Kentucky i USA, da de sammen vandt en million dollar - cirka syv millioner kroner - i lotterispillet Powerball.

Det skriver CNN.

Gruppen af nuværende og tidligere ansatte har spillet sammen i årevis, og de har brugt det samme sæt tal siden 2019.

Gruppens arrangør, en pensioneret matematiklærer, indså dagen efter lodtrækningen, at gruppen havde vundet den store gevinst.

Hun fortæller, at hun opbevarede lotterisedlen på den 200. side i en matematikbog, indtil gruppens medlemmer sikkert kunne høste gevinsten.

- Ingen kigger i en matematikbog. Så jeg vidste, at det ville være sikkert der, siger hun ifølge CNN.

Hvert medlem kan nu tage 24.000 dollar, eller godt 166.000 kroner, med hjem efter skat til at forsøde tilværelsen som skolelærer eller pensionist.

Sponsoreret indhold