Nyheder18. august 2023 (opd. 23. august 2023)

Lækket mail: Kommunal topchef i kæmpe bommert - spreder falske rygter om konkurs

I en intern mail skriver myndighedschef Stine Foged Justi, at virksomheden Mi-Vi-Ren "sandsynligvis" går konkurs - indehaver er i chok
Indehaver Pia Pauli er rystet over kommunens udmelding.
Indehaver Pia Pauli er rystet over kommunens udmelding.
 Foto: MI-VI-REN

LÆS OGSÅ: Plejefirma smidt på porten af Faaborg-Midtfyn Kommune: - Vi står i afmagt

Kæmpe bommert.

Faaborg-Midtfyn Kommune har for nylig stoppet samarbejdet med virksomheden MI-VI-REN, der ikke længere skal levere praktisk hjælp og personlig pleje indenfor kommunes fritvalgsordning.

I den forbindelse har myndighedschef i kommunen, Stine Foged Justi, sendt en intern mail ud til flere kollegaer i organisationen, som kan ses nedenunder.

Her ses mailen, som SE og HØR er i besiddelse af.
Her ses mailen, som SE og HØR er i besiddelse af.
 Foto: Screenshot

Her skriver topchefen Stine Foged Justi, at MI-VI-REN "sandsynligvis" bliver begæret konkurs, hvilket ifølge indehaver Pia Pauli slet ikke passer.

- Jeg er dybt rystet. Vi har haft grædende borgere i røret, der frygtede for, at de ikke ville få mad længere. Mine medarbejdere har ikke vidst, hvad de skulle gøre. Jeg er målløs. Jeg er virkelig rystet, fortæller indehaveren til SE og HØR.

- Bliver I "sandsynligvis" begæret konkurs?

- Nej, overhovedet ikke. Langtfra, understreger Pia Pauli, der nu forsikrer, at MI-VI-REN lægger sag an mod Faaborg-Midtfyn Kommune.

Videre står der i mailen, at borgere, der har fået mad via virksomheden, skulle finde et andet sted at få mad fra, da virksomheden tilsyneladende ville gå konkurs.

Vicekommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune, Siggi W. Kristoffersen, bekalger de falske rygter om konkurs og kalder det "skidt".

- Man kan godt sige, at det ikke er så smart. For det første ved vi jo ikke, om det er realiteten. Det ligger jo ikke på vores bord.

- For det andet er det jo en spekulation, som vi slet ikke skal have. Stine spekulerer i, om en privat leverandør går konkurs, og det skal vi slet ikke. Det er skidt, fortæller Siggi W. Kristoffersen til SE og HØR.

Vicekommunaldirektøren afslutter med at sige, at der er blevet holdt en samtale med myndighedschefen, så sådan en type fejl ikke gentager sig i fremtiden.

Faaborg-Midtfyn Kommune har stoppet samarbejdet med virksomheden, da "kvaliteten af de ydelser, aktøren har leveret, ikke lever op til de krav og standarder, der er indskrevet i kontrakten", lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

Beslutningen er kommet efter en anonym henvendelse, hvorefter Faaborg-Midtfyn Kommune har "gennemført omfattende kontrol af de sundhedsindsatser, som MI-VI-REN har leveret til borgere i Faaborg-Midtfyn".

Der har blandt andet været tale om "manglende dokumentation for medicingivning, uregelmæssigheder i afregningen til kommunen, og at ufaglærte medarbejdere har udført opgaver, som de ikke må varetage", der ligger til grund for, at samarbejdet stoppes, lyder det.

Sponsoreret indhold