Nyheder16. august 2023

Lægeforening bekymret: Flere ulykker med ældre bilister

Siden 2017 har bilister over 75 år selv kunnet bestemme, hvornår de vil stoppe med at køre bil. Bilisterne selv er glade, men Lægeforeningen er bekymrede for trafiksikkerheden
Siden 2017 har bilister over 75 år selv kunnet bestemme, hvornår de vil stoppe med at køre bil. Bilisterne selv er glade, men Lægeforeningen er bekymrede for trafiksikkerheden.
Siden 2017 har bilister over 75 år selv kunnet bestemme, hvornår de vil stoppe med at køre bil. Bilisterne selv er glade, men Lægeforeningen er bekymrede for trafiksikkerheden.
 Modelfoto: Colourbox

Siden 2017 har bilister over 75 år selv kunnet bestemme, hvornår de vil stoppe med at køre bil. Bilisterne selv er glade, men Lægeforeningen er bekymrede for trafiksikkerheden.

Der er ikke megen tøven, når 69-årige Lone Larsson fra Randers sætter sig bag rattet i sin sorte Opel Crossland.

- Det betyder jo, at jeg har den frihed, at jeg kan tage afsted, når jeg har lyst, siger Lone Larsson til TV2 Østjylland.

Hun kører stort set hver dag og er ikke i tvivl om, at hun godt selv kan vurdere, hvornår tiden er inde til at lægge kortet.

- Jeg har heldigvis både fornuftige børn og fornuftige venner, så jeg tror helt sikkert, at jeg nok skal blive gjort opmærksom på, hvis ikke jeg kører forsvarligt mere, siger Lone Larsson.

Siden 2017 har det ikke været et krav, at bilister over 75 år skal forbi deres læge til obligatoriske lægetjek for at blive vurderet egnet til at køre bil - og dermed beholde deres kørekort.

Men selvom Lone Larsson ikke tvivler på sine eller andres evner til at vurdere, hvornår hun bør parkere bilen, er Lægeforeningen mere bekymret.

For det er ifølge Gunver Lillevang, der er formand for Lægeforeningens Attestudvalg, ikke alle, der er i stand til at vurdere deres egne evner bag rattet.

- Det er jo til fare for sikkerheden, hvis vi har folk, der kører rundt, som ikke kan overskue trafikken, og som måske ikke kan se, at de bør stoppe med at køre bil, siger Gunver Lillevang.

Vil have revurderet ordningen

Som reglerne er nu, kan Lone Larsson og andre bilister selv bestemme, hvornår de vil droppe kørekortet. Og når kortet skal fornyes, sker det blot ved borgerservice, hvor der heller ikke er krav om lægeattest.

- Jeg er ikke noget barn, jeg er jo et voksent menneske, og jeg kan godt selv finde ud af, hvornår jeg ikke kan køre mere, siger Lone Larsson, der er tilfreds med den nuværende ordning.

Siden ordningen i 2017 trådte i kraft, hvor bilisterne selv bestemmer, er den ikke blevet revurderet eller kigget på fra politisk side, og der mangler ifølge Gunver Lillevang data på, hvad den nye ordning har betydet for trafiksikkerheden.

Derfor efterspørger Lægeforeningen nu, at man revurderer ordningen.

- Problemet er den lille del af bilisterne, der mister selvindsigten på grund af sygdom. Så hvordan vi får taget hånd om dem, det er vi nødt til at finde en bedre løsning på end slet ingen løsning, siger Gunver Lillevang.

Rådet for Sikker Trafik savner også information om, hvad skiftet fra lægeattest til ingen attest har betydet for trafiksikkerheden.

- Det er jo virkelig indgribende, det vi har at gøre med her. Derfor er det vigtigt, at vi er ordentligt klædt på og ved, hvad vi snakker om, før vi træffer beslutninger, siger Mogens Kjærgaard Møller, der er administrerende direktør for Rådet for Sikker Trafik.

Flere ældre i ulykkestallene

Selvom der ikke findes nogen konkrete undersøgelser af, hvad det har betydet, at lægetjekkene blev fjernet, så har der de seneste år været flere ældre repræsenteret i ulykkestallene.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at flere bilister på 74 år og over har været involveret i ulykker. Det er særligt materielskadeulykker, der har været stigende.

Det er ikke muligt at sige, hvad udviklingen skyldes, og det er netop dét, som Gunver Lillevang og Lægeforeningen gerne vil have undersøgt.

Men selvom ulykkestallene er steget, fastholder Lone Larsson sit kørekort, og hun har ikke planer om at droppe det foreløbigt.

- Jeg er fuldstændig frisk og rask og kører fint bil. Så længe jeg har det som nu, så kører jeg, men den dag mine veninder ikke vil sidde ved siden af mig, så tror jeg, jeg stopper, siger Lone Larsson.

Sponsoreret indhold