Nyheder18. juli 2007

KYLLINGENS TRIUMF

Det er en reel mulighed, at jeg nu kommer til at fremstå som total idiot, når jeg i det følgende hylder indehaveren af den gule trøje i årets Tour de France: Bjergkongen alias Kyllingen alias Michael Rasmussen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/sehoer/lederweb-jpg.jpg

Disse linjer forfattes nemlig tirsdag formiddag, hvor Rasmussen allerede har fejret store triumfer, og mit bud er, at det vil han fortsætte med. Men hvem ved: Måske går han ned, måske styrter han eller bliver distanceret af en fantom-rytter, ingen havde regnet med.

Så med dét forbehold, at i sport kan alt ske, så lad os regne med, at Michael Rasmussen nu har reddet sommeren for alle de cykelsports-entusiaster, som ærlig talt var blevet noget desillusionerede over den megen snak om doping, urent trav, snyd og bedrag samt ikke mindst en Bjarne Riis med - skulle det vise sig - et historisk tilbagelænet forhold til sandheden.

Med Michael Rasmussen er sporten kommet tilbage i centrum. Det er muligt, at jeg er naiv, men jeg nægter at tro, at vores alle sammens cykelhelt anvender metoder, der ikke tåler dagens lys. Jeg vælger i stedet at gå ud fra, at Rasmussens triumfer alene baserer sig på hårdt slid og en sjældent disciplineret livsførelse. Og det kan man da kun tage hatten af for.

For det er bestemt ikke sovende, at Rasmussen er kommet til sine resultater. Prisen har været en tilværelse, hvor alt handler om cykelsport - hvor en isvaffel er en nærmest utilgivelig synd.

Man kan sagtens argumentere for, at det er en høj pris at betale. Men det er Rasmussens valg og tilbage står, at han med sin asketiske livførelse har sikret Danmark underholdning af høj klasse.

Det gjorde Bjarne Riis som bekendt også for 11 år siden. Men man kan vist roligt sige, at dé triumfer i dag står tilbage i et noget andet og mere dunkelt lys. Riis er blevet synonymt med cykelsportens vrangside - Rasmussen er manden, som har bragt håbet tilbage om en ædel kappestrid.

Tak for det, Kylling.

Sponsoreret indhold