Nyheder19. september 2008

Kvinderne styrer

Skulle vi én gang for alle aflive en myte? Godt, så lad det gå ud over den gamle traver om, at kvinder har det svært i politik.Sandheden er, at
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/qvortrup-mener/leder38081-jpg.jpg
 Foto: All Over

Skulle vi én gang for alle aflive en myte? Godt, så lad det gå ud over den gamle traver om, at kvinder har det svært i politik.

Sandheden er, at kvinderne har en kæmpe fordel. Ikke at kønnet gør det alene - langtfra. Men hvis de politiske evner i øvrigt er til stede, får kvinderne ofte meget foræret i forhold til deres mandlige kolleger. I al fald på vej op ad karrierestigen.

Det er der al mulig grund til at glæde sig over. Det er skønt, at kvinderne omsider har fået en chance for at nå til tops i politik. Men teorien om, at det sker på trods af deres køn, holder ikke. Derimod er der en vis grund til at antage, at det indimellem sker på grund af deres køn (og naturligvis en god portion politisk dygtighed).

Status er, at Folketinget i dag har flere kvindelige partiformænd (og det hedder det jo stadig) end mandlige. Søvndal og Fogh udgør en minoritet, mens Vestager, Kjærsgaard og Thorning er i flertal - sammen med den senest tilkomne, den konservative Lene Espersen.

Tillykke til hende. Og tillykke til de konservative, der nu har en pæn chance for at komme forbi den forheksede ti procentsgrænse, som Bendt Bendtsen aldrig formåede at drive partiet over.

De første meningsmålinger taler deres klare sprog. Vælgerne er glade for endnu en kvinde som politisk leder.

I Venstre er man knap så begejstret. Bendtsen kunne man sno om en lillefinger. Det bliver sværere med Lene Espersen. Hun bliver en
alvorlig konkurrent til Lars Løkke Rasmussen, når han bliver partiformand i Venstre.

For mon ikke danskerne snart er klar til en kvindelig statsminister. Spørgsmålet er: Skal hun hedde Helle, Lene - eller Pia?

Sponsoreret indhold