Nyheder20. august 2023

Kvinder skal kunne gemme deres æg i fryseren i længere tid

Et politisk flertal vil ophæve femårsgrænsen, så kvinder kan nedfryse deres æg, indtil de fylder 46 år.
Et flertal i Folketinget ønsker en lovændring, som skal gøre det muligt for kvinder at have deres æg nedfrosset i længere tid.
Et flertal i Folketinget ønsker en lovændring, som skal gøre det muligt for kvinder at have deres æg nedfrosset i længere tid.
 Foto: Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget ønsker en lovændring, som skal gøre det muligt for kvinder at have deres æg nedfrosset i længere tid.

Det skriver Jyllands-Posten.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) står bag forslaget om lovændringen.

I dag kan kvinder, som får udtaget ubefrugtede æg, kun få lov til at have dem opbevaret i fryseren i fem år.

Sophie Løhde ønsker, at kvinderne skal kunne få deres æg nedfrosset, indtil kvinden fylder 46 år, og det bakker et politisk flertal ifølge Jyllands-Posten op om.

- Der er ingen sundhedsfaglige begrundelser for at opretholde femårsgrænsen, og det virker ærlig talt en smule skørt, at vi i dag destruerer æg, der intet er i vejen med og vil kunne bruges til fertilitetsbehandling på et senere tidspunkt.

Sophie Løhde tilføjer, at ophævelsen af femårsgrænsen også handler om at ligestille kvinder og mænd.

Det er nemlig muligt for mænd at nedfryse deres sædceller, så længe de ønsker.

Hvis forslaget som ventet bliver vedtaget, vil lovændringen træde i kraft 1. januar 2024 og kommer til at omfatte kvinder, som vil have udtaget æg alene for at sikre sig muligheden for at få et barn senere. Det vil foregå i privat regi og skal betales af den enkelte kvinde eller par.

I det offentlige udtages og fryses alene æg fra kvinder, hvor der er en lægefaglig begrundelse for at sikre sig muligheden for at blive gravid på et senere tidspunkt.

Til Jyllands-Posten udtaler Sophie Løhde, at kvinder bør have lov til at have deres æg nedfrosset, indtil de fylder 46 år, fordi 46 år er grænsen for, hvornår en kvinde tilbydes behandling mod barnløshed.

Den forlængede tid vil også omfatte kvinder, der i dag har æg opbevaret i en fryser.

Ifølge Jyllands-Posten vil forslaget til lovændringen blive fremsat i den kommende samling i Folketinget.

Sponsoreret indhold