Annonce
Nyheder4 timer siden

Kvinder fylder mere på danske hitlister

Det er blandt andet samarbejde på tværs af musikbranchen, der har rykket balancen, mener brancheorganisation
Annika har været en af de helt store kvindelige artister i Danmark det seneste år. I sommer åbnede hun Orange scene på Roskilde Festival. - Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Annika har været en af de helt store kvindelige artister i Danmark det seneste år. I sommer åbnede hun Orange scene på Roskilde Festival. - Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Annonce

Kvinders repræsentation på danske hitlister er steget i løbet af de seneste ti år.

Det skriver musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi, i en pressemeddelelse.

Blandt andet er der sket en femdobling i andelen af kvindelige hovedartister på hitlisterne siden 2016, så de i dag udgør 20 procent.

Det er tal, som kommunikations- og public affairs-direktør i Ifpi, Rikke Johan Bak, er rigtig glad for at se, oplyser hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Tallene tegner et tydeligt og positivt billede af, at arbejdet med ligestilling i musikbranchen for alvor begynder at rykke. Det er første gang, vi kan sætte så tydelige data på udviklingen.

Annonce

Tallene kommer fra en analyse, som det økonomiske konsulenthus HBS Economics har lavet for Ifpi.

De viser også, at antallet af kvinder på hitlisterne er fordoblet fra 2023 til 2025.

I 2025 er kvindelige artister repræsenteret på i alt 37 af årets 100 mest populære sange, lyder det i pressemeddelelsen.

Rapporten er baseret på data frem til og med tredje kvartal af 2025.

Annonce

Det er et år, hvor kunstnere som Annika og Aphaca har haft stor succes med flere numre på hitlisterne. Det bør dog ikke have betydning på den længere bane.

- Store hits kan selvfølgelig rykke billedet lidt på kort sigt, men udviklingen er heldigvis bredere end det, lyder det fra Rikke Johan Bak.

Den største ændring hører man, hvis man lytter til radio.

Annonce

Her er andelen af sange med kvinder som hovedkunstneren steget fra 23 procent i 2016 til 36 procent i 2025.

Hvis man medregner sange, hvor kvinder medvirker som en del af bandet eller er med som et andet navn på sangen som en såkaldt "featuring", har halvdelen af numrene i radioen kvindelig repræsentation.

Det er naturligvis ikke der, hvor man selv kan bestemme, hvilke sange man hører.

Annonce

Det er da heller ikke ønsket fra Rikke Johan Bak, at danskerne skal vælge musik ud fra kønnet på kunstneren.

- Folk skal høre det, de elsker. Men lidt bevidsthed om egne vaner skader bestemt ikke. Det vigtigste fra vores side er, at vi skaber de forudsætninger, der skal til, for at talentmassen afspejler mangfoldighed og diversitet.

Annonce

Sponsoreret indhold