Nyheder24. september 2024 (opd. 24. september 2024)

Kvinde død ved hjælp af selvmordskapsel: Flere anholdt

Flere personer vil blive retsforfulgt, efter at en kvinde er død ved hjælp af en selvmordskapsel i Schweiz
Selvmordskapslen Sarco er blevet brugt til at tage livet af en 64-årig kvinde fra USA i Schweiz mandag. Det oplyser organisationen bag kapslen, The Last Resort, til AFP. (Arkivfoto).
Selvmordskapslen Sarco er blevet brugt til at tage livet af en 64-årig kvinde fra USA i Schweiz mandag. Det oplyser organisationen bag kapslen, The Last Resort, til AFP. (Arkivfoto).
  Foto: Arnd Wiegmann/Ritzau Scanpix

Flere personer er blevet anholdt, efter at en selvmordskapsel er blevet brugt til at ende en kvindes liv i Schweiz mandag.

Det oplyser politiet i kantonen Schaffhausen i det nordlige Schweiz, skriver AFP.

Ifølge politiet blev selvmordskapslen brugt ved en skovhytte mandag, hvorefter flere personer blev anholdt. Personerne vil blive retsforfulgt, lyder det.

I Schweiz er aktiv dødshjælp ikke tilladt. Her udfører en anden person en aktiv handling, der ender personens liv.

Men assisteret selvmord, hvor patienten selv tager livet af sig, eksempelvis ved hjælp af at en læge udskriver et dødeligt middel, er derimod lovligt.

Selvmordskapslen hedder Sarco, og det er organisationen The Last Resort, der står bag. I en udtalelse til AFP skriver organisationen, at det var en 64-årig kvinde fra Midtvesten i USA, der døde mandag efter at have brugt kapslen.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

I juli præsenterede organisationen kapslen og meddelte, at den snart kunne tages i brug.

- Eftersom vi har personer, der står i kø og gerne vil bruge Sarco, er det meget sandsynligt, at det vil finde sted ret snart, sagde direktøren i The Last Resort, Florian Willet, dengang på et pressemøde.

Kapslen fungerer ved, at personen, som har et ønske om at dø, lægger sig ind i den lilla kapsel og lukker lågen. Herefter vil vedkommende blive stillet en række spørgsmål om eksempelvis, hvem personen er, og om vedkommende er klar over, hvad der sker, når de trykker på knappen.

Når der bliver trykket på knappen falder iltniveauet i luften fra 21 procent til 0,05 procent på under 30 sekunder, har Florian Willet forklaret.

Sponsoreret indhold