Nyheder23. marts 2024

Kunstner og børnebogsforfatter bag serie om lille elefant er død

Laurent de Brunhoff, der stod bag historierne om den fiktive elefant Babar, er død som 98-årig
Laurent de Brunhoff
Historierne om Babar er baseret på en fortælling, som Laurent de Brunhoffs mor fortalte til sine børn. (Arkivfoto)
 Foto: Nathan Denette/AP/Ritzau Scanpix

Den franske kunstner og børnebogsforfatter Laurent de Brunhoff, der stod bag fortællingerne om den fiktive elefant Babar, er død i en alder af 98 år.

Det oplyser hans kone, Phyllis Rose, over for den amerikanske avis The New York Times natten til lørdag dansk tid.

Ifølge Rose fik de Brunhoff et slagtilfælde onsdag. Han fik efterfølgende lindrende pleje i sit hjem i Key West i delstaten Florida.

De Brunhoff blev født i Paris, Frankrigs hovedstad, i 1925.

Egentlig var det hans forældre, som skabte fortællingerne om Babar, der også i 1980'erne blev lavet til en animeret tv-serie.

Historierne er baseret på en fortælling, som de Brunhoffs mor fortalte til sine børn.

Fortællingerne handler om den unge elefant Babar, som forlader sit hjem i junglen for at besøge storbyen.

Efter sit besøg i storbyen tager Babar tilbage til junglen for at lære de andre dyr om civilisationens fordele.

De Brunhoffs far, Jean, udgav syv bog i serien inden sin tidlige død som følge af tuberkulose.

Som 21-årig overtog de Brunhoff sin fars livsværk, som også flere film er baseret på.

Fortællingerne om Babar har solgt millioner af eksemplarer verden over og er blevet oversat til adskillige sprog.

Historien indtog for første gang Danmark i 1939 med bogen "Historien om Babar: Den lille elefant".

På dansk har skuespiller og forfatter Jesper Klein blandt andet lagt stemme til Babar i tegnefilmsserien af samme navn. Skuespillerinden Birthe Neumann er desuden en af dem, som har lagt stemme til karakteren Celeste, dronningen af Babars elefantrige.

De Brunhoffs seneste værk, "Babars guide til Paris", blev udgivet i 2017.

Han efterlader sig foruden sin kone to brødre, to børn, en stedsøn og flere børnebørn.

Om sin nu afdøde mands arbejde udtaler Rose til The New York Times:

- Laurents opfattelse af, hvad der var en god historie, var som følger: Der sker noget slemt, men ingen går i panik, og alt ender alligevel lykkeligt.

Sponsoreret indhold