Kun 150 pladser: Over 10.000 i puljen til pebret aften på Alchemist

Når bare det smager godt, kan prisen være underordnet.
Det må være ræsonnementet hos flere tusind personer, der har forsøgt at lægge billet ind på et bord hos den danske succes Alchemist i begyndelsen af februar.
Her har gourmetrestauranten udset sig tre dage, hvor begivenheden Sinergia løber af stablen.
Sinergia betyder på spansk ”synergi”, og arrangementet har i den grad elementer af at arbejde sammen.
De tre dage er nemlig en hyldest til den nu lukkede spanske restaurant ElBulli. Det skriver Ekstra Bladet, der har talt med manden bag Alchemist, Rasmus Munk.
Han fortæller, at mændene bag ElBulli, Ferran og Albert Adriá, også kommer til at deltage i arrangementet.
– Der er jo fløjet kokke ind med hele deres team, som bor på hotel og laver mad i en uge forinden. Og vi ændrer meget i rummet og har brugt et halvt år på at gøre det til en unik oplevelse, siger Rasmus Munk.
Til mediet oplyser han desuden, at der allerede er over 10.000 i puljen til arrangementet.
Det er blot er 150 pladser, som de mange mennesker, der har smidt deres navn i puljen, kæmper om.
Til gengæld skal pengepungen ikke for langt væk, hvis man bliver udtrukket. Prisen er hele 15.000 kroner per person.
For det får man til gengæld hele 50 retter, men hvad de består af, får man ikke at vide før februar.
– Et udvalg af vin- eller alkoholfri drikkevare vil ledsage menuen, og kunst, visuelle elementer og atmosfæren på Alchemist vil blive ændret for at afspejle historien og indflydelsen fra elBulli i gastronomiverdenen, skriver Alchemist videre om arrangementet.
Vinderne bliver udtrukket 15. januar, og det med at tjekke spamfilteret på sin mail på dagen. Man har nemlig blot 24 timer til at købe billetterne, der er reserveret i ens navn.
Har du lyst til at smide dit navn i puljen til en af de specielle aftener på Alchemist, kan du gøre det her (link fjernet).