Nyheder5. marts 2024

Kulturminister kæmper for Musik i Lejet

Jakob Engel-Schmidt (M) blander sig nu i debatten om Musik i Lejet, hvis fremtid er på spil i Gribskovs byrådssal
Tobias Rahim optrådte blandt andet til det seneste Musik i Lejet.
Tobias Rahim optrådte blandt andet til det seneste Musik i Lejet.
 Foto: Dan Mariegaard

Tirsdag er skæbnedag for Musik i Lejet, og nu melder kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) sig ind i debatten om festivalens fremtid.

– Som minister og lokalt valgt medlem af Folketinget ville jeg være enormt ked af det, hvis Musik i Lejet ikke kan fortsætte, siger Jakob Engel-Schmidt til Sjællandske Nyheder.

Festivalens fremtid er i dag tirsdag på dagsordenen på byrådsmødet i Gribskov Kommune.

– Det er en festival, der samler mere end 10.000 mennesker i en dejlig del af Nordsjælland hver sommer, og det synes jeg også, at den skal kunne i fremtiden. Så jeg vil gerne opfordre byrådet til at sørge for, at Musik i Lejet også kan komme til at eksistere fremover, siger Jakob Engel-Schmidt. Det er jo i bund og grund en lokal plansag, byrådet skal tage stilling til. Hvorfor blander du dig som minister?

– Det er trist, at festivalen har været afholdt i strid med reglerne, men samtidig er det et meget godt eksempel på, hvorfor der er brug for, at vi foretager en regeloprydning på kulturministeriets område. Det ville være ualmindeligt trist, hvis man på baggrund af de udfordringer, der har været med lokalplanen, ikke finder en mulighed for, at festivalen kan fortsætte, siger Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:

– Og så stiller jeg mig også meget gerne til rådighed for borgmesteren og udvalgsformanden på området, hvis der er noget, jeg kan gøre i den henseende.

Sponsoreret indhold