Nyheder23. november 2022

Kristian Klarskov fra Moderaterne forlader Folketinget

Det korte tid på Borgen skyldes historier om Klarskov i medierne
Kristian Klarskov forlader Folketinget, inden at der er skabt en ny regering efter folketingsvalget den 1. november.
Kristian Klarskov forlader Folketinget, inden at der er skabt en ny regering efter folketingsvalget den 1. november.
 Foto: Kristian Klarskov

Folketingsmedlem Kristian Klarskov fra Moderaterne forlader Folketinget.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse. Det sker efter historier om ham i medierne.

– Kristian Klarskov finder beskrivelserne af hans person urimelige og som en hindring for hans parlamentariske arbejde.

– Af hensyn til familien ønsker Kristian Klarskov at nedlægge sit hverv som folketingsmedlem, skriver partiet.

På Facebook skriver Klarskov selv:

– Den seneste tids omtale i medierne har i mine øjne været urimelig og ville med garanti have været en hindring for mit arbejde i Folketinget. Både min familie og jeg har lidt under dette, og jeg har kunne mærke, at det gik ud over mit helbred.

– Folketinget var i mine øjne det ultimative sted at kunne hjælpe andre mennesker – og jeg havde glædet mig utrolig meget til at være en del af dette unikke sted. Desværre skulle det ikke være sådan, skriver Klarskov.

Det er historier i blandt andet Jyllands-Posten, som får Kristian Klarskov til at forlade Moderaterne. Her beskrives det, at Klarskov ikke er den iværksætter, han er blevet beskrevet som af partiet selv.

Til Jyllands-Posten har Klarskov indrømmet, at han ikke kan nævne én eneste succesfuld virksomhed, som han har startet. Det var i et interview tirsdag.

Her udtalte Kristian Klarskov også, at han i de seneste ti år ikke har tjent penge på sine forretninger. Men at han har levet af sin kones penge.

Han får ingenting

Kristian Klarskov forlader Folketinget uden vederlag. Han får altså ikke penge fra Folketinget, da han selv har nedlagt sit mandat.

Det oplyser Folketingets administration til SE og HØR.

Reglerne siger, at et Folketingsmedlem, der selv nedlægger sit mandat, ikke får eftervederlag. Reglerne er anderledes, hvis medlemmet for eksempel ikke bliver genvalgt ved et Folketingsvalg.

– Når man er iværksætter og forsøger at opstarte en masse ting, så må jeg bare sige, at det går op, og det går ned. Jeg har haft nogle, der er gået ned. Men jeg har ikke brudt loven på nogen måde, sagde Klarskov til avisen.

Han er valgt ind i Nordjyllands Storkreds. Klarskov fik 1772 personlige stemmer. Mohammad Rona, som fik 1062 personlige stemmer, er førstesuppleant. Han bekræfter over for Ritzau, at han overtager Klarskovs plads i Folketinget.

Moderaterne fik et flot valg i partiets første forsøg på at komme i Folketinget. Det blev til 16 mandater. Det gør Moderaterne til Folketingets tredjestørste parti. Kun Socialdemokratiet og Venstre er større.

Tidligere statsminister og eksformand for Venstre Lars Løkke Rasmussen er politisk leder for Moderaterne. I øjeblikket forsøger Løkke at få Moderaterne med i en kommende ny regering.

Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, tager Klarskovs beslutning til efterretning.

– Vi tager til efterretning, at Kristian har valgt at trække sig. Det har jeg stor respekt for, siger Henrik Frandsen til flere medier.

Gruppeformanden har ingen kommentarer til, om Klarskov er blevet forkert fremstillet i medierne, hvilket Klarskov altså selv mener.

– Vi konstaterer, at Kristian har valgt at trække sig. Det har jeg stor respekt for, og det synes jeg, at vi alle skal respektere. Kristian har været igennem en hård tid. Der er kommet nogle artikler, primært i Jyllands-Posten, som jeg forstår, og det er det, der ligger til grund for, at Kristian har valgt at trække sig, siger Frandsen.

Sponsoreret indhold