Nyheder25. marts 2022

Kristian Jensen dropper FN-post og bliver direktør i grøn organisation

Efter syv måneder som særlig FN-udsending for Danmark stopper Kristian Jensen for at blive direktør, der skal kæmpe for grøn energi
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200926_mr_teater_010.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen bliver administrerende direktør i den nye grønne energiorganisation Green Power Denmark.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Green Power Denmark samler alle aktører, der arbejder på at få sat fart på elektrificering med grøn strøm.

- Intet er vigtigere lige nu end at sætte tempo på den grønne omstilling og elektrificeringen, og det er kernen i Green Power Denmarks arbejde. Det er på alle måder et drømmejob, siger Kristian Jensen.

I øjeblikket er Kristian Jensen særlig repræsentant for Danmark vedrørende valget til FN's Sikkerhedsråd marts 2021.

Han tiltræder som direktør efter nærmere aftale med Udenrigsministeriet, men det bliver senest ved udgangen af april.

Ud over at have været næstformand i Venstre er Kristian Jensen også tidligere skatte-, udenrigs- og finansminister.

Sponsoreret indhold