Nyheder20. marts 2024 (opd. 20. marts 2024)

Krigsramte løver får "luksushjem" i Danmark

Fra 2025 kan ukrainske løver nyde friheden i et nyt, stort naturanlæg i Knuthenborg Safaripark
Løverne får snart meget mere plads og fred at boltre sig på. Det har de også brug for.
Løverne får snart meget mere plads og fred at boltre sig på. Det har de også brug for.
 Foto: Knuthenborg Safaripark

Ukrainske løver kan fra 2025 få lov til at boltre sig i et permanent naturanlæg på 40.000 kvadratmeter i Knuthenborg Safaripark på Lolland.

Det skriver Knuthenborg i en pressemeddelelse.

Løverne kom til landet i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og har indtil videre opholdt sig i en anden del af parken.

Indsatsen er en del af en strategi, hvor safariparken de kommende år vil genhuse flere truede og udsatte dyr, der af forskellige årsager har brug for et nyt hjem.

- Vi har pladsen til at give dyrene store, naturtro anlæg med højt til himlen og stort fokus på dyrevelfærd, og vi ved, at de har det godt her hos os, siger Christoffer Knuth, der er direktør i parken.

- Vi har arbejdet længe på at etablere et permanent anlæg til vores ukrainske løver, og det er snart klar til indflytning.

- Anlægget har størrelsen til, at løverne kan bevæge sig frit, og ikke mindst til, at vi nu har kapacitet til at modtage endnu flere truede eller udsatte løver.

Anlægget på 40.000 kvadratmeter svarer til cirka syv fodboldbaner og har plads til op til 15 løver.

Dermed har man på forhånd gjort plads til, at flere løver kan komme til løbende.

Også hos Dyrenes Beskyttelse er man begejstret for idéen om et stort anlæg til udsatte løver. Det siger Anne Sofie Meilvang, der er projektleder hos organisationen.

- Det er helt fantastisk, at de ukrainske løver, vi hentede for kun et år siden, og som siden har haft god plads i en del af Tigerskoven, i fremtiden får deres eget permanente naturanlæg i Knuthenborg.

- Løver er flokdyr og har brug for masser af plads at boltre og udfolde sig på. Det er et anlæg, der lever op til alle standarder for, hvordan vi bedst muligt understøtter deres naturlige levevis, siger hun i pressemeddelelsen.

Sponsoreret indhold