Kovending: Turister ikke velkomne på Filippinerne
Filippinerne har midlertidigt suspenderet en beslutning om at tillade indrejse for vaccinerede turister.
Det sker i et forsøg på at forhindre, at den nye Omikron-variant af coronavirusset får fodfæste i det sydøstasiatiske land.
Det oplyser landets immigrationskommissær, Jaime Morente, mandag.
Hidtil er der dog ikke bekræftet nogen tilfælde af den nye variant i Filippinerne.
Den 19. november meddelte det filippinske turistministerium, at landet fra 1. december ville tillade indrejse for vaccinerede turister fra de fleste lande i et forsøg på at genoplive landets økonomi.
Men ifølge Jaime Morente har Filippinernes coronavirus-taskforce altså nu fundet det nødvendigt at suspendere indrejsetilladelsen for udenlandske turister "på grund af verdensomspændende bekymringer over Omikron-varianten".