Nyheder29. september 2022

Kort før muligt efterårsvalg: Så lidt stoler vi på Mette, Støjberg og Messerschmidt

Flere lortesager slider på vælgernes tillid
Politikerne elsker at stå foran et kamera og en mikrofon. Men dem, de gerne vil påvirke, har ikke stor tillid til det, der kommer ud af munden.
Politikerne elsker at stå foran et kamera og en mikrofon. Men dem, de gerne vil påvirke, har ikke stor tillid til det, der kommer ud af munden.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det står skidt til med borgernes tillid til landets politikere.

Det viser en ny troværdighedsmåling, som lander, samtidig med at et folketingsvalg kan være lige på trapperne.

Det er kommunikationsbureauet Radius, der har spurgt 2036 danskere om deres tillid til 26 forskellige faggrupper.

Målingen placerer politikere i bunden, når det gælder de adspurgtes opfattelse af deres troværdighed.

Det er ikke nyt. Den placering har politikerne indtaget i målingerne siden 2010.

Engell: - Det koster dyrt

Politisk kommentator Hans Engell mener, at en række sager har slidt på troværdigheden for hele politikerstanden.

Han nævner sagen om manglende lovhjemmel ved aflivningen af mink, rigsretssagen mod Inger Støjberg og retssagen mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt om snyd med EU-midler.

- Der har været et stort antal skandalesager, og det koster dyrt på troværdighedskontoen, siger han.

Men målingen er - set med kommentatorens øjne - mindst lige så skidt for en anden faggruppe, som er tæt på politikerne - nemlig embedsmænd.

Embedsmændene indtager en plads som nummer 21 ud af 26 på ranglisten.

- Hvis jeg sad i Djøf (fagforening for akademikere, red.) eller AC (Akademikernes Centralorganisation, red.) ville jeg tage den her måling meget alvorligt.

- Hvis det her er udtryk for, at vælgerne ikke mener, at fagligheden og upartiskheden hos embedsmændene er i top, står de med et meget stort problem, siger Hans Engell.

I bunden af målingen ligger også bilforhandlere, journalister, ejendomsmæglere og bankrådgivere.

Årets måling viser alligevel et signifikant dyk siden sidste år, siger stifter af og direktør i Radius Nicolaj Taudorf Andersen.

Det kan ifølge direktøren hænge sammen med et forestående folketingsvalg.

- Vi ser et markant fald i politikernes troværdighed. Det er en tendens, vi ofte har set i troværdighedsanalysen forud for et valg.

- Op til og under en valgkamp bliver fronterne trukket hårdt op imellem partierne, og personsager og mudderkast stjæler dagsordenen og mediebilledet. Det gør altså ondt på politikernes troværdighed, siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Det var ellers begyndt at gå lidt bedre med troværdigheden i årene under coronaepidemien, forklarer han.

- Under coronakrisen så vi en stigning i danskernes vurdering af politikernes troværdighed.

- Men dette års analyse viser, at politikernes troværdighed nu er på vej tilbage til det lave niveau, vi så før pandemien, siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Sponsoreret indhold