Nyheder19. januar 2024

Konkurs: Nordic Waste og personerne bag kommer IKKE til at betale

Der er ikke noget at komme efter, vurderer ekspert
Selskabet Nordic Waste indgiver konkursbegæring efter sag om et stort og potentielt miljøskadeligt jordskred ved Randers.
Selskabet Nordic Waste indgiver konkursbegæring efter sag om et stort og potentielt miljøskadeligt jordskred ved Randers.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er usandsynligt, at Nordic Waste og personerne bag selskabet kommer til at betale regningen efter det store jordskred i Ølst syd for Randers.

Det vurderer professor i selskabsret ved CBS Law Søren Friis Hansen, efter at Nordic Waste fredag har meddelt, at selskabet indgiver konkursbegæring.

- Når det gælder aktionærerne er svaret helt klart. Dem kan man ikke gå efter. De skyder penge ind i selskabet, og hvis det går konkurs, er deres penge tabt. Men de hæfter ikke for selskabets gæld, siger han.

Randers Kommune har gjort op, at arbejdet med at inddæmme jordskreddet indtil nu har kostet kommunen cirka to millioner kroner om dagen.

Arbejdet har stået på siden midten af december, da Nordic Waste overlod opgaven med at standse jordmasserne til Randers Kommune.

Efter konkursbegæringen skal der udpeges en kurator til at gøre boet op og fordele værdierne til kreditorerne.

En mulighed er ifølge professor Søren Friis Hansen, at kurator overvejer, om der grundlag for at rejse en erstatningssag mod ledelsen af Nordic Waste.

Men det er ifølge professoren ikke sandsynligt, at man kan gøre et ansvar gældende.

- Det forudsætter, at man kan bevise, at ledelsen har handlet uagtsomt eller har drevet virksomheden uforsvarligt.

- Man vil støde på det problem, at virksomheden har været drevet på baggrund af en myndighedsgodkendelse, og man har haft myndighederne på kontrolbesøg, hvor der ikke har været anmærkninger.

- Så det bliver efter min vurdering vanskeligt at føre bevis for, at man har drevet virksomheden uforsvarligt. Men det kan selvfølgelig være, at kurator får andre oplysninger. Men nemt bliver det ikke, siger Søren Friis Hansen.

Folketinget har med et aktstykke afsat 205 millioner kroner til at afværge de miljømæssige konsekvenser ved jordskreddet.

Pengene er afsat, i tilfælde af at virksomheden ikke stiller med den ønskede økonomiske sikkerhed.

Med meldingen fra Nordic Waste flytter sagen rent lovmæssigt fra at blive håndteret i regi af miljøskadeloven til regi af miljøbeskyttelsesloven.

Det siger professor i miljøret ved Københavns Universitet Peter Pagh.

- Nu går sagen tilbage til Randers Kommune, der efter miljøbeskyttelseslovens og beredskabslovens almindelige regler er den kompetente myndighed.

- Man kan i Randers Kommune så trøste sig med, at der er vedtaget et aktstykke i Folketinget, så der er sikkerhed for de første mange udgifter, siger Peter Pagh.

Sponsoreret indhold