Kongelige6. september 2017

Kongehuset: Prins Henrik har det godt

Prins Henrik er i denne uge blevet diagnosticeret med demens
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/sh-360061.jpg
 Foto: All Over
Kongehuset har tidligere i dag meldt ud, at prins Henrik lider af demens. Det gjorde de i en pressemeddelelse, der fortalte, at prins Henrik i denne uge har fået stillet diagnosen. Kongehuset fortæller til SE og HØR, at prins Henrik har det godt, og at han lige nu befinder sig på Fredensborg Slot.
- I forlængelse af et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser foretaget i løbet af sensommeren har et specialistteam ved Rigshospitalet nu konkluderet, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens. Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau, skrev Kongehuset i pressemeddelelsen.

Sidenhen har Kongehuset fortalt til SE og HØR, at prins Henrik har fået diagnosen i denne uge.

- Vi har i denne uge fået diagnosen fra Rigshospitalet, og vi har offentliggjort den så hurtigt som muligt, det fortæller kommunikations- og pressechef hos Kongehuset Lene Balleby til SE og HØR.

Lars Løkke: Svær tid for Kongehuset

Kort tid efter meddelelsen om, at prins Henrik har demens, kom statsminister Lars Løkke Rasmussen med en udtalelse.

- De seneste måneder har ikke været nemme for Kongehuset. Det har gjort ondt på mig på samme måde, som jeg er sikker på, at det også har gjort ondt på alle andre, der værdsætter kongehusets virke og hele den kongelige familie, siger Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen, hvor han også kommer med en appel til offentligheden om at respektere den kongelige families privatliv. - Kongehusets meddelelse i dag om Prins Henrik giver mig anledning til på ny at appellere til, at offentligheden respekterer familiens ret til privatliv, ikke mindst i respekt for den indsats Prins Henrik igennem årtier har ydet for vores land. Alle skal have lov til at blive ældre i fred og ro – også selv om man tilhører kongefamilien, udtaler Lars Løkke Rasmussen.

Kendte: Margrethe er sej

Efter nyheden om, at prins Henrik er blevet diagnosticeret med demens, har flere kendte været ude og vise deres støtte til kongefamilien.

- Det er så synd, og vi kan så godt lide ham. Der er så mange mennesker, der er berørte af den sygdom, så på den måde kan de også være med til at gøre det okay at snakke om. Jeg synes faktisk, det var på tide. Jeg er rigtig glad for, at det sker. Det må have været en rigtig tung beslutning, men det er rigtig godt, at hun (dronningen, red.) gør det, lyder det blandt andet fra Annette Heick.

Også modemanden Jim Lyngvild kom med sin støtte til prins Henrik. - Nårh, ved du hvad, så synes jeg bare, at han skal fredes. Stakkels, stakkels familie. Det er en familie i stærk krise, som udtaler sig om noget, som er meget, meget svært at tale om. Især for en familie hvor alt skal være perfekt. Så de har min største sympati og min største respekt siger Jim Lyngvild, der i mange år har givet udtryk for, at han er stor tilhænger af Kongehuset.

Du kan se flere billeder af prins Henrik og dronning Margrethe i galleriet herunder

Dronning Margrethe og Prins Henrik - billeder af dem

Sponsoreret indhold