Nyheder11. marts 2024 (opd. 11. marts 2024)

Knap to millioner har tjekket årsopgørelser

Siden fredag har der været tryk på Skats hjemmeside, hvor næsten to millioner danskere har tjekket årsopgørelser
Der er fortsat kø, hvis man vil tjekke, om man skylder eller har penge til gode hos Skat.
Der er fortsat kø, hvis man vil tjekke, om man skylder eller har penge til gode hos Skat.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Knap to millioner danskere har mandag formiddag været inde for at tjekke deres årsopgørelser siden fredag.

Det fortæller Jan Møller Mikkelsen, der er fungerende fagdirektør i Skattestyrelsen.

- Her til morgen har der været knap to millioner, der har logget ind for at se årsopgørelsen, og hen over weekenden har der været flest rettelser i det, der hedder "kørselsfradraget", siger han.

Indtil videre er der næsten 330.000, der har rettet deres kørselsfradrag.

Det er ifølge Jan Møller Mikkelsen helt naturligt, da det er det fradrag, som flest danskere har.

Det er stadig for tidligt at sige noget om, hvor mange der skal have penge tilbage, fordi der stadig er mulighed for at rette i fradragene.

- Et godt eksempel er kørselsfradraget, som kan ende med at betyde, at en borger, der står til at få skattesmæk, ender med at få et grønt tal, siger Jan Møller Mikkelsen.

Han fortæller dog, at der normalt er fire ud fem, der får skat tilbage, mens en ud af fem skal betale restskat.

I løbet af weekenden har der været stor interesse for at se, om man får penge tilbage eller skal betale ekstra skat.

Skattestyrelsen åbnede nemlig for adgangen til årsopgørelserne allerede fredag aften for at teste systemerne.

- Hen over weekenden har vi skruet op og ned for, hvor mange der kommer igennem i minuttet, siger Jan Møller Mikkelsen.

Mandag formiddag kommer der 1100 borgere igennem systemet i minuttet.

Sidste år havde tre millioner tjekket deres årsopgørelser i løbet af testweekenden. Derfor forventer Jan Møller Mikkelsen også, at der kan være mere ventetid de første par dage i år i forhold til året før.

- Vi tester, trimmer og optimerer vores systemer, så det er helt naturligt, at de tal varierer år til år. Det er derfor, at det er en testweekend, siger Jan Møller Mikkelsen.

Den officielle åbningsdag for at tjekke sin årsopgørelse er mandag.

Sponsoreret indhold