Nyheder25. juli 2023

Klimaforandringer spillede overvældende rolle i juli-hedebølger

Uden menneskeskabte klimaforandringer havde hedebølger over hele kloden ifølge forskere ikke været så slemme
Tusindvis af turister er allerede evakueret fra den græske ferieø Rhodos grundet voldsomme skovbrande.
Tusindvis af turister er allerede evakueret fra den græske ferieø Rhodos grundet voldsomme skovbrande.
 Foto: Ritzau Scanpix

Menneskeskabte klimaforandringer har spillet en "overvældende" rolle i de ekstreme hedebølger, der har ramt Nordamerika, Europa og Kina i juli.

Det konkluderer videnskabsfolk fra organisationen World Weather Attribution i en undersøgelse tirsdag.

- Europæiske og nordamerikanske temperaturer ville have været stort set umulige uden konsekvenserne af klimaforandringer, lyder det fra Izidine Pinto fra Hollands Meteorologiske Institut.

World Weather Attribution er et akademisk samarbejde, hvis formål er at undersøge, hvilken rolle klimaforandringer spiller i ekstreme vejrfænomener.

I løbet af weekenden er tusindvis af turister blevet evakueret fra den græske ferieø Rhodos.

Og siden starten af måneden har ekstremt vejr forårsaget ravage i form af skovbrande, vandmangel og hedeslag på tværs af kloden. Der har været rekordhøje temperaturer i Kina, USA og det sydlige Europa.

Ifølge undersøgelsen har stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren gjort den europæiske hedebølge 2,5 grader varmere, end den ellers ville have været.

I USA har det gjort hedebølgen 2 grader varmere, mens det i Kina har haft en effekt på 1 grad.

/ritzau/Reuters

Sponsoreret indhold