Nyheder11. juni 2008

Klaus Riskær: Tror ikke på fængselssex

Den 53-årige finansmand vil i gang med afsoningen hurtigst muligt og ønsker ikke besøg i fængslet. Lige nu er han på sin sidste ferie i lang tid på Ibiza sammen med sin 22-årige kæreste
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/riskjarklaus2-jpg.jpg

Forretningsmanden Klaus Riskær Pedersen sidder på terrassen sammen med sin kønne kæreste, 22-årige Darja Pahhota på den spanske ferieø Ibiza, hvor han ejer et pragtfuldt hus i bjergene. Det er hans sidste rigtige ferie, og han er rystet oven på en seks års fængselsdom i Cybercity-sagen om økonomisk kriminalitet.

- Jeg tror ikke på fængselssex - vil helst slippe for besøg af såvel min kæreste, familie og børn, fordi jeg ikke ønsker, de skal se mig under de forhold. Så hellere tage en kold tyrker alene bag murene og med tiden håbe på muligheden for udgangstilladelse i nogle weekender.

Det københavnske natteliv mister hermed en aktiv deltager.

- Jeg er hårdt ramt, men jeg vil ikke komme ud af fængslet som en bitter mand. At gå rundt og være sur på myndighederne fører ikke til noget. Uanset den uretfærdige behandling, så må det ikke komme mig til skade, siger den 53-årige iværksætter, der har kæmpet med retssager gennem de sidste 16 år.

Ikke sammenbrud

- Jeg frygter egentlig ikke et mentalt sammenbrud på grund af indespærringen. For at undgå følelsen af at være afskåret og indskrænket fysisk og mentalt, må jeg nødvendigvis beskæftige mig med noget meningsfyldt. Opholdet skal vendes til noget positivt. Måske det også er godt med nogle år, hvor der ikke er så meget pres på? Jeg vil solidarisere mig med processen, holde lav profil, ikke spille kloge-Åge og ikke mænge mig i fængselsmiljøet, ligesom Kurt Thorsen gjorde det. Det skal jo være så smertefrit som muligt.

Kæresten ulykkelig

- Det har været hårdt, og følelsesmæssigt var jeg ikke forberedt på, hvordan situationen ville ende. Uden Klaus opstår der nu et tomrum. Vi har været meget sammen i det år, vi har kendt hinanden, siger Darja, der er studerende på handelshøjskolen i København.
Parret mødte hinanden gennem nogle venner sidste år på Ibiza. Klaus inviterede hende på en kop kaffe i København ugen efter for at lære hende bedre at kende. Men det blev til mere end det, for der var lige en George Michael-koncert i Århus - hun tog med, og de tilbragte to dage sammen.

- Det er jo problematisk med et samliv, hvor jeg må sidde inde. Vi har datet og blev kærester, men udviklingen i vores forhold er nu bremset op, og det er jeg ked af, fortsætter han.

Familien i chok

- Familien er i chok og kede af det. Hvordan vi bliver lidt glade igen, ved jeg ikke. Der er ikke rigtig noget at glæde sig over. Det ligger mig mest på sinde, at mine drenge og Darja får deres dagligdag til at fungere normalt igen, siger Klaus.

Sponsoreret indhold