Nyheder8. oktober 2008

Klaus Riskær: I fængsel i dag

I dag flytter finansmanden fra sit hjem på 1200 kvadratmeter til cellen i Horserød på små 12 kvadratmeter. Rødvinen erstattes af grøn te
Her har Klaus Riskær lagt alt, hvad han skal have med sig i cellen frem
Her har Klaus Riskær lagt alt, hvad han skal have med sig i cellen frem
 Foto: Claus Poulsen

Fra et liv i vild luksus med masser af plads i såvel ferieboligen på Ibiza som i sin kæmpelejlighed midt i København skal den 53-årige erhvervsmand Klaus Riskær Pedersen nu vænne sig til en livsstil i en beskeden fængselscelle, når han i dag onsdag påbegynder afsoningen af en dom på seks års fængsel i Horserød Statsfængsel.

Hans nye liv kommer hovedsageligt til at handle om indholdet i fem små papkasser.

- I hver lille boks er der et lille stykke af mit liv. Der er en kasse med sengetøj, skolekassen med bøger til mit cand.-merc.-studium, kassen med udendørstøj, kontorkassen med computer og så én med private sager. Det må ikke fylde mere, da jeg formentlig ikke får mere end 12 kvadratmeter at boltre mig på, siger Klaus Riskær fra hjemmet i hjertet af København.

Ingen besøg

Han har meddelt sine nærmeste, at han ikke er særligt interesseret i at få besøg af dem under afsoningen.

- Vi kan få glæde af hinanden, når jeg er på udgang hver tredje uge. Hvorfor bringe fængselsmiljøet ind i deres hverdag? Nej, det synes jeg ikke er nogen god idé. Men hvis gamle venner har lyst til at aflægge et besøg, er de selvfølgelig meget velkomne, siger han videre.

Slut med alkohol

Klaus Riskær ser forholdsvis lyst på sit forstående fængselsophold og satser blandt andet på at komme ud med ikke blot en uddannelse men også som et bedre menneske.

Det eneste, han er en smule betænkelig ved, er fængselsvæsenets totale alkoholforbud. Hans livsstil har altid indeholdt rigelige mængder rødvin til daglig - og champagne og store cigarer ved festlige lejligheder.

- Alkoholen har været med til at dæmpe mit høje energi-niveau ned, så folk kan holde ud at samarbejde med mig. Men nu må jeg altså nøjes med at drikke grøn te. Det bliver noget af en omvæltning, erkender han.

Sponsoreret indhold