Nyheder3. februar 2022

Klar til vinterferie? Reglerne strammes i Frankrig

Frankrig strammer indrejserestriktionerne frem mod feriesæsonen. Spanien ser også på kravene for indrejse
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211115-111531-3-1920x1280we.jpg
 Arkivfoto: Szwarc Henri/Abaca/Ritzau Scanpix

Selv om coronarestriktionerne herhjemme er blevet fuldstændig afskaffet, så betyder det ikke, at resten af Europas lande har gjort det samme.

I Frankrig har man nemlig skærpet indrejserestriktioner, så det nu kræver et tredje vaccinestik, hvis man ønsker at udleve drømmen om en ferie til den franske Riviera, skiferie i de franske alper eller en storbyferie i Paris.

Det oplyser den franske regering på deres officielle hjemmeside.

Dermed forsøger franskmændene at forebygge en smittestigning frem mod den store vinterferiesæson, hvor mange turister tager et smut til det sydeuropæiske land.

For at rejse til Frankrig kræver det nu et booster-stik, hvis det er over syv måneder siden, at man har modtaget andet vaccinestik.

Restriktionen er gældende for personer over 18 år.

Vil blive set som ikkevaccineret

Det betyder altså, at personer, der har modtaget to vacciner over syv måneder før indrejse, vil blive set som ikkevaccinerede personer.

Det gælder fortsat, at personer, der har været smittet med corona, har et immunitetspas, der er gældende fra 11 dage efter den positive prøve og seks måneder frem.

Hvis man ikke har et gyldigt vaccinepas ved indrejse i Frankrig, skal man kunne fremvise en negativ PCR- eller kviktest, når man rejser fra Danmark. Testen må højst være 24 timer gammel.

Rejsevejledningerne for Frankrig kan også læses på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Vil afvise folk med immunitet

Også Spanien ser ud til at stramme restriktionerne, så det bliver sværere at rejse til det sydeuropæiske land, hvis man ikke er vaccineret.

Det skriver The Times.

Her ser man ud til at gå imod EU og kræve, at alle personer over 12 år, skal være vaccineret for at rejse til landet.

Ifølge The Times er Spanien også klar til at afvise voksne personer med et immunitetspas. Dermed skal man kunne vise bevis for fuld vaccination for at krydse grænsen ind i Spanien.

Man kan fremvise et vaccinationspas med to vaccinationer, der er højst 270 dage gamle. Derefter skal man vise, at man har modtaget et booster-stik.

Lige nu gælder mange af de samme regler dog for Spanien som i Frankrig.

Det viser Udenrigsministeriets rejsevejledning for Spanien.

Særlige krav i Østrig

Østrig, der i de kommende uger vil blive overrendt af skiturister, har også nogle særlige krav til turister, der rejser ind i landet.

Ifølge Udenrigsministeriet har de indført følgende restriktioner:

– Dokumentation på færdigvaccinering (2 stik eller 1 stik ved Johnson & – gyldighed 270 dage) OG boostervaccine (gyldig fra vaccinationstidspunktet og 270 dage).

– Dokumentation på færdigvaccinering (2 stik eller 1 stik med Johnson & – gyldighed 270 dage) OG negativ PCR-test (max. 72 timer).

– Dokumentation på færdigvaccinering (2 stik eller 1 stik med Johnson & – gyldighed 270 dage) OG dokumentation for overstået sygdomsforløb (gyldighed 180 dage). Såfremt begge dele kan dokumenteres i det danske coronapas, er en separat lægeerklæring ikke nødvendig.

– Dokumentation for overstået sygdomsforløb (gyldighed 180 dage) OG negativ PCR-test (max. 72 timer).

Hvis man ikke opfylder de ovenstående krav, skal man gå i 10 dages isolation ved indrejse. Isolationen kan ophæves ved fremvisning af en negativ PCR-test.

Kilde: Udenrigsministeriet.

Sponsoreret indhold