KLAPJAGT
For en uge siden efterlyste SE og HØR den 15-årige pige, som havde sex med socialdemokraten Jeppe Kofod. På vores hjemmeside opfordrede vi deltagerne i DSU's påskestævne til at henvende sig og fortælle, hvem pigen er.
Man kan roligt sige, efterlysningen har båret frugt. Flere end 20 DSU'ere har kontaktet os. SE og HØR kender i dag pigens identitet. Vi ved, hvor hun bor. Vi har hendes telefonnummer. Og vi har billeder af hende fra festen, hvor Jeppe Kofod huserede.
Men nok så vigtigt: Disse oplysninger er fuldstændig udeladt i SE og HØR - af den simple grund, at pigen ikke har ønsket at stå frem. Det respekterer vi. Naturligvis skal en 15-årig, slet og ret et barn, ikke udstilles, blot fordi hun har været så uheldig at falde i kløerne på en lumpen charmør som Jeppe Kofod.
Dette skriver jeg ikke for at pudse glorien. Men fordi, jeg måske nok synes, der er et vist behov for nuancering af debatten, efter at SE og HØR i sidste uge fra flere sider skarpt blev kritiseret for at have eftersøgt pigen. "Klapjagt" blev der ligefrem talt om. Og alle de forargede mente at vide, vi bare var ude på at hænge pigen ud.
Spis nu lige brød til. Må jeg ikke minde om, at Jeppe Kofod er en førende dansk politiker, som indtil for få uger siden var Socialdemokraternes bedste bud på en kommende udenrigsminister. Nu viser det sig så, at Kofod på vammel vis har snakket bukserne af en purung DSU'er og på skammelig vis udnyttet, at den 15-årige fandt hans foredrag spændende og interessant. Det er i sjælden grad dårlig dømmekraft og udtryk for en kedelig moral. Selvfølgelig er det relevant at få frem.
Der er ikke sket noget ulovligt, siger man så. Det er muligt, selv om vi vist har at gøre med et tilfælde lige på grænsen. Under alle omstændigheder synes vi på SE og HØR, det er relevant at få at vide, om der er foregået noget, som rent faktisk er uforeneligt med loven. Og hvem er nærmere til at fortælle det end den 15-årige?
Sagt på en anden måde: Det er simpelthen vores journalistiske pligt at spørge hovedkilden. Ligesom vi naturligvis - som jeg konsekvent har sagt hele tiden - accepterer et nej til at medvirke.