Nyheder12. december 2017

Kim Schwartz: Laver sang til barnebarn

– Da jeg så vidunderet, skrev jeg sangen ”Din første jul” på fem minutter, siger 54-årige Kim Schwartz, der elsker familiehyggen i juletiden.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kim-schwartz.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Han er den bedste, kæreste og klogeste dreng, der findes.

Sangeren Kim Schwartz er ligesom alle andre bedsteforældre. Han er vild med sit lille barnebarn, Carl-Emil, der nu er 13 måneder gammel.

Så meget, at han har skrevet, sunget og udgivet en julesang til sit barnebarn, der hedder ”Din første jul”.

– Da vores datter Anna kom hjem med ham lige før jul sidste år, smed hun vidunderet på bordet, mens hun skulle skifte ham. Straks tog jeg guitaren, begyndte at spille en melodi og synge nogle ord, og på kun fem minutter var den færdig, fortæller Kim Schwartz og fortsætter:

– Det er mit første barnebarn, og han er jo så dejlig, at han skulle have sin sang, men i virkeligheden kan alle bedsteforældre jo bruge den til deres børnebørn, siger Kim.

Artiklen fortsætter under billederne ...

https://imgix.seoghoer.dk/kim-schwartz-1.jpg
 Foto: Dan Mariegaard
– Der er altid godt gang i ham, siger Anna, mens Carl-Emil finder det sjovt at lege med kuglerne på juletræet. (Foto: Dan Mariegaard)

https://imgix.seoghoer.dk/kim-schwartz-2.jpg
 Foto: Dan Mariegaard
Carl-Emil er blevet midtpunkt i familien – her med mormor Susanne, mor Anna og morfar Kim. (Foto: Dan Mariegaard)

– Han er morfar med stort M, og sangen kom bare lige ud af posen. Det er rørende, at han har skrevet en sang til min dreng, når min bror Rasmus og jeg har været vant til, at vi var med i hans sange, siger Kims 28-årige datter Anna, der synger kor på ”Din første jul”.

– For mig er julen noget helt specielt. Jeg er ikke så vild med gaveræset, men det, der betyder noget, er glæden ved det nære samvær med familien, fortæller Kim, der i år skal fejre jul med sit barnebarn for første gang. Han har gennem årene skrevet flere julesange, der er blevet store hits, blandt andet den gode, gamle Bamses Venner-ørehænger ”Jul på Vimmersvej”.

– Jeg er stolt af dem alle, men ”Din første jul” til mit barnebarn betyder nok mest. Eller også er jeg bare gået hen og blevet en blød halvgammel tosse, siger han.

Sponsoreret indhold