Nyheder12. august 2023

Kig op! Hundredvis af stjerneskud vil ramme nattehimlen

Meteorsværmen Perseiderne vil pryde himlen natten til søndag med 100 stjerneskud i timen
Perseiderne topper 12. og 13. august med op til 100 stjerneskud i timen. 
Perseiderne topper 12. og 13. august med op til 100 stjerneskud i timen.
 Foto: Elaine Thompson/AP/Ritzau Scanpix

Hvis vejret er klart, vil man natten til søndag kunne se Perseiderne, som er en af de største meteorsværme.

Det skriver Science Museerne, som hører under Aarhus Universitet.

Perseiderne topper 12. og 13. august med op til 100 stjerneskud i timen. Perseiderne er rester fra kometen Swift-Tuttle.

Ifølge Science Museerne efterlader en komet en masse støv og sten i sin bane omkring Jorden.

Når Jorden krydser et gammelt kometspor, vil en masse sten og støv brænde op i Jordens atmosfære. Det forårsager meteorsværme.

Hvert år samme tid rammer Jorden resterne fra Swift-Tuttle. Det resulterer i Perseiderne, som typisk topper omkring 12. august.

Da der er nymåne, skal man ikke forvente, at lyset fra Månen vil forstyrre stjernekiggeriet.

Derudover vil Månen være under horisonten det meste af aftenen og natten, skriver Science Museerne.

- Så find et mørkt sted uden lysforurening og kryds fingre for klart vejr, lyder det.

Stjerneskud eller meteorer er sten, is eller støvkorn, der trænger ind i Jordens atmosfære med høj hastighed.

En meteorsværm finder sted, når der er tale om en periode, hvor der kan opleves flere stjerneskud end normalt.

Sidste år var det kun muligt at se omkring 60 stjerneskud i timen, da Jorden passerede Perseiderne.

Det skyldtes, at en fuldmåne lyste himlen op og overskinnede meget af det lys, som kom fra stjerneskuddene.

Meteorsværmen kaldes også for Sankt Laurentius' tårer.

Sankt Laurentius er en katolsk helgen, der blev henrettet under de romerske forfølgelser af kristne 10. august i år 258.

Sponsoreret indhold