Kia har fået anbragt sine fire børn: Nu er hun mor til en dukke

Elliott ligger i tremmesengen ved siden af parret. De er uenige om, hvorvidt han burde ligge dér eller ude i bryggerset.

30-årige Kia Emilie Vestergård stopper dynen forsigtigt ned omkring hans lille krop og giver ham sutten, hvor hans navn står på.

Hendes mand synes, at Eliott er uhygglig at kigge på. Ikke kun Elliott - men generelt alle Reborn-dukker. Det skræmmer ham, at de ligner rigtige babyer så meget, fortæller Kia Emilie Vestergård.

Men for hende er der intet skræmmende over det. Tværtimod virker det terapeutisk for hende at have sin Reborn-dukke Elliott tæt på - eller oven på sig. Han vejer det samme som en rigtig baby. Og han har hår, øjenvipper, negle og små blodårer, der titter frem bag den lyserøde hud.

Hun har båret og født fire rigtige børn i løbet af de sidste 13 år. Ingen af dem er hos hende i dag. Da den sidste, hendes syv måneder gamle pige, blev fjernet og anbragt uden for hjemmet forrige sommer, gik det op for hende.

– Jeg har fået den selvindsigt, at jeg ikke kan magte opgaven. Altså fuldstændig på egne ben, uden hjælp og støtte fra kommunen - hvilket jeg ikke rigtig har kunnet få, siger hun og fortsætter:

– Alle mine børn er mærket af den skæbne, jeg har givet dem. Og det vil jeg simpelthen ikke byde endnu et barn. Det er for egoistisk.

Det har taget hende mange år at komme til den erkendelse. Havde man spurgt hende for et par år siden, havde hun sagt, at det hele var kommunens skyld, og at hun var verdens bedste mor, fortæller hun.

– Det var hårdt for mig i starten at acceptere det - at nu skulle jeg ikke have flere børn. Men nu er jeg nået så langt, at jeg har valgt at blive steriliseret. Jeg skal simpelthen bare lige tage skridtet, fordi det er fandme et stort skridt at tage som kvinde.

Den ene ting handler om at beskytte barnet mod at blive anbragt. Den anden ting handler om også at beskytte sig selv og sin mand mod den sorg, der følger med:

– Det har været lige hårdt og ødelæggende, hver gang et barn blev taget fra mig. Efter jeg har fået Elliott, er jeg blevet mere glad. Især fordi nu har jeg noget, kommunen ikke bare kan komme og tage fra mig.

De dage, hvor Kia Emilie Vestergård har overskud, bruger hun en Reborn-app, der kan simulere, at Elliott eksempelvis græder eller skal gylpe.

De dage, hvor overskuddet er småt, bliver appen lukket ned. Og når overskuddet er forsvindende eller ikke-eksisterende, bliver Elliott også pakket væk.

– Det er jo også derfor, jeg ikke kan have et barn. Dem kan man jo ikke bare lægge væk, når man lige har en dag, hvor man ikke har noget overskud, siger hun.

Og det er ikke altid kun manglende overskud, der sender Elliott på en lille timeout. Eftersom hun har haft fire af sine egne, levende børn i armene, rammer det hende nogle gange: Elliott kommer aldrig til at åbne øjnene og kigge på hende, som de andre har gjort.

– Tanken om, at han ikke er levende, og at jeg aldrig nogensinde skal have en levende baby igen, det gør nogle gange for ondt. Og så bliver jeg nødt til at lægge ham væk, fordi det gør for ondt at kigge på ham. Så lægger jeg ham faktisk ud i hans barnevogn i bryggerset og lukker døren.

Der kan godt gå flere dage, hvor han ligger derude. Men så plejer den dårlige samvittighed at komme krybende til sidst, og hun lister ud og henter ham, mens hun stille hvisker undskyld.

Det, hun elsker allermest, ved at have Elliott, er, at han er med hende overalt. Og det giver hende en dejlig følelse.

– Når jeg er ude i offentligheden med ham, giver det mig lidt en ‘se mig, jeg er mor’-følelse. Den, man får, når man triller barnevogn. Jeg kan godt lide, at folk tænker, ‘hun er en mor.’

Det er de færreste, der kommer hen og stikker hovedet ned i barnevognen. Men nogle gange, når han er ude af den, hvis hun for eksempel skifter ham, eller giver ham flaske, kan folk godt finde på at spørge, hvad der lige sker, fortæller hun:

– Der har jeg været åben og fortalt dem, at det altså ikke er et levende barn. Og folk bliver dybt fascineret. De er sådan lidt, ‘er du seriøs?' Og så siger jeg ‘ja, du må gerne se.’ Og så trykker jeg sådan lidt, så de kan se.

Udover den identitetsskabende følelse, han giver hende på gaden, fungerer Elliott også som et slags skjold eller sikkerhedsline.

– Forleden var jeg ved at knække fuldstændig sammen og få angstanfald i toget, fordi der var varmt og mange mennesker. Men der hjalp det mig meget, at jeg bare holdt fast i barnevognen. Han er sådan en form for en servicehund for mig.

Jette Bonde Schaarup har arbejdet som sundhedsplejerske i 26 år, hvor borgere i udsatte positioner har været hendes primære målgruppe.

I sit arbejde bruger hun blandt andet babysimulatorer som et pædagogisk redskab og for at øge sårbare borgeres beslutningsgrundlag, i forhold til om de er klar til at påtage sig forældrerollen.

Inden for de seneste år hun blevet opmærksom på Reborn-dukker og den gode effekt, de kan have over for nogle borgere.

– Det er svært at erkende, at man ikke magter forældreopgaven til et rigtigt barn. Derfor er det beundringsværdigt, når borgere når frem til den erkendelse og søger forældre-følelsen ved hjælp af en Reborn-dukke, siger Jette Bonde Schaarup.

Hun fortæller, at hun har været vidne til mange ulykkelige skæbner, hvor forældrene ikke har haft de ressourcer og kompetencer, der skal til, for at et barn kan udvikle sig godt nok.

Jette Bonde Schaarup ser derfor flere positive aspekter, der kan være forbundet med at anskaffe sig en Reborn-dukke, hvis man ikke har de nødvendige ressourcer til at tage sig af et rigtigt barn.

– I det menneskelige aspekt, har jeg set, hvor svært det er, når man ”mister” et barn og skal give det væk til en anden familie. Det er ulykkeligt og svært for forældrene, men også for børnene.

Og udover det menneskelige og etiske, har det også store samfundsøkonomiske omkostninger, når drømmen om et barn ender med store støtteforanstaltninger - eller eventuelt en anbringelse, fortæller Jette Bonde Schaarup:

– Det er fantastisk, hvis en Reborn-dukke kan være med til at udfylde tomrummet samt støtte og hjælpe en borger, der erkender, at de ikke skal have et rigtigt barn. Reborn-dukken kan for nogen være en erstatning for det tab og dermed indgå i en sorgbearbejdelse.

Hun forstår også, hvorfor det er vigtigt for mange Reborn-mødre både at tage deres Reborn-babyer med ud i offentligheden og også at mødes med andre Reborn-mødre og udveksle erfaringer.

– Jeg tror, at langt de fleste mennesker, uanset handicap eller andre udfordringer, drømmer om at blive forældre. Det at være forælder er identitetsskabende. Og vi vil jo alle sammen gerne være en del af det normale og den identitet, siger Jette Bonde Schaarup.