Annonce
Nyheder26. jun. 2025

KFC-restauranter ignorerer krav om lukning efter DR-program

De danske KFC-restauranter holder fortsat åbent, selv om hovedkontoret har krævet, at de lukker
Annonce

På trods af, at fast food-kæden KFC's vesteuropæiske hovedkontor har beordret lukning af de 11 danske restauranter, var de fortsat åbne onsdag.

Det konstaterer DR, efter at tv-stationen i tirsdags i en udsendelse påviste, hvordan ansatte i de danske restauranter sætter nye datomærker på pakker med kyllingekød, der nærmer sig sidste anvendelsesdato.

Det var denne udsendelse, der i første omgang fik KFC-hovedkontoret til at bede den danske franchisetager - et selskab ved navn Isken Aps - til at beordre de danske restauranter lukket, mens varelagrene blev kontrolleret og personalet blev efteruddannet i fødevarehygiejne.

Men Isken Aps har ifølge DR ignoreret beslutningen ovenfra og fortsat driften af de danske restauranter.

Annonce

Derfor er KFC gået et skridt videre og har opsagt aftalen med Isken Aps.

- Desværre betyder det, at de 11 KFC-restauranter i Danmark lukker, mens vi finder en ny franchisepartner til markedet, skriver kæden til DR.

DR kontaktede Fødevarestyrelsens rejsehold i forbindelse med udsendelsen om KFC.

Her reagerede man ved at kontrollere samtlige 11 danske KFC-restauranter i begyndelsen af denne måned.

Ingen af de 11 restauranter blev tildelt en glad smiley efter besøgene og fire af dem fik en sur smiley.

Annonce

Sponsoreret indhold