Nyheder21. maj 2022

Kendt politiker får sparket: Fældet af sygemelding

Karen Melchior bør nedlægge sit mandat og kan ikke igen stille op for De Radikale, har partiet besluttet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220521-151326-a-1600x1066we.jpg
 Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

De Radikale opfordrer Karen Melchior til at trække sig fra sit mandat i EU-Parlamentet.

Det erfarer Ekstra Bladet, som er i besiddelse af en udtalelse fra partiets hovedbestyrelse.

Det sker efter et noget opsigtsvækkende forløb, hvor Karen Melchior meldte sig syg, men fortsatte med at stemme i EU-Parlamentet.

Færdig som kandidat

Hun meldte sig siden rask efter nogle måneders sygeorlov, men det kunne partiet "ikke stå inde for".

Af udtalelsen, som avisen er i besiddelse af, fremgår det, at hovedbestyrelsen ikke kan indstille Karen Melchior som kandidat til næste valg til EU-Parlamentet.

- Afsæt for situationen er en række alvorlige brud på Radikale Venstres samværspolitik, samt at vi ikke kan opnå sikkerhed for et tilfredsstillende arbejdsmiljø på Karen Melchiors kontor i Europa-Parlamentet.

- Da der er tale om personfølsomme forhold, har jeg ikke yderligere kommentarer til situationen, siger Mikkel Irminger Sarbo, der er landsformand for partiet

Sagen kort

Ekstra Bladet afdækkede sidste år, hvordan flere af Karen Melchiors ansatte har sagt op, fordi arbejdsmiljøet var for hårdt på grund af blandt andet Melchiors hidsige udfald.

I februar sygemeldte Karen Melchior sig. I marts meddelte hun, at hun var klar til at genoptage arbejdet i EU-Parlamentet.

Selv om hun var sygemeldt, har hun stemt mange gange i parlamentet.

Det fik den radikale ledelse til at sige, at hun burde afholde sig fra det, når hun var sygemeldt.

Kritikken lød både fra landsformanden samt Karen Melchiors egen kredsformand.

Sponsoreret indhold