Nyheder16. december 2021

Kendt musiker omkommet i flystyrt

En kendt musikproducer og flere børn meldes dræbt, efter at et privatfly onsdag styrtede ned på caribisk ø
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Ni personer - heriblandt en kendt musikproducer fra Puerto Rico - har onsdag mistet livet efter et flystyrt i Den Dominikanske Republik.

Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til torsdag dansk tid.

Ulykken fandt sted, da et lille privatfly var på vej fra en lufthavn nær hovedstaden Santo Domingo til Miami i USA.

Kort efter afgang kom flyet dog i problemer, inden det styrtede ned i lufthavnen Las Americas airport.

Det oplyser flyselskabet Helidosa, der ejer det lille fly, ifølge nyhedsbureauet AP. Flyselskabet melder ikke noget om, hvornår på dagen ulykken fandt sted.

Helidosa skriver på Twitter, at to besætningsmedlemmer og syv passagerer var ombord på Gulfstream-flyet, da det styrtede ned.

Det vides endnu ikke, hvad der har forårsaget ulykken. Men Las Americas airport blev efterfølgende lukket i to timer, mens hundredvis af flyvninger ifølge AP blev aflyst. Lufthavnen er siden blevet genåbnet.

Blandt ofrene er den puertoricanske musikproducer Jose Angel Hernandez, der også går under navnet "Flow La Movie", oplyser Helidosa. Han var især kendt for den spanske hitsang "Te Boté".

En række lokale medier skriver ifølge AFP, at Hernandez' søn og partner også skulle have været ombord på flyet, og at to af ofrene skulle være mellem fire og 13 år gamle.

Sikkerhedskilder oplyser til AFP, at seks af passagererne ombord var amerikanske statsborgere. USA's udenrigsministerium siger til nyhedsbureauet, at det er bekendt med meldingerne.

- Men vi har ikke yderligere kommentarer til specifikke sager på grund af privatlivshensyn, siger en unavngiven embedsmand.

Ifølge AFP melder flere lokale medier, at flyet forsøgte at foretage en nødlanding i Las Americas airport, inden det styrtede ned.

Sponsoreret indhold