Kendt gourmetrestaurant i København lukker

Der er dårligt nyt, hvis du holder af moderne, lækkert og bæredygtigt gourmet-mad på den kendte restaurant Amass.
Restauranten, der er placeret på Refshaleøen, har nemlig meldt ud, at de lukker og slukker med øjeblikkelig virkning.
Det sker i et opslag på Instagram.
– De sidste tre år har været brutale. Det har dybt påvirket min familie, min virksomhed, mit personale og mig selv både mentalt og fysisk, skriver Amass' ejer Matt Orlando og fortsætter:
– Det har også tvunget mig til virkelig at vurdere, hvad Amass er. For mange er det et fysisk rum. Et sted at sidde og nyde et måltid i selskab med venner. Og det her er helt ok. Det er en restaurant, lyder det.
Hvorfor det er blevet besluttet, at restauranten drejer nøglen om nu, oplyser ejeren ikke i opslaget. På Amass' hjemmeside står der dog, at restauranten er taget under konkursbehandling tirsdag.
Noget tyder dog på, at det ikke er helt slut med Amass.
– Amass er ikke et fysisk rum, men en tankegang, der overskrider disse vægge.
– Jeg er ikke sikker på, hvilken form denne tankegang vil tage fremadrettet. Men bare rolig, det er langt fra overstået, skriver indehaveren og takker sine medarbejdere i opslaget.