Nyheder7. november 2023

Kender du et barn, der vil stille Andreas Mogensen et spørgsmål?

Fem børn får en unik mulighed for at stille Andreas Mogensen i rummet et spørgsmål
Andreas Mogensen står klar til at stille spørgsmål til nysgerrige børn.
Andreas Mogensen står klar til at stille spørgsmål til nysgerrige børn.
 Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Fem børn får den 22. november mulighed for at stille spørgsmål direkte til Andreas Mogensen i rummet gennem en direkte forbindelse fra Tivoli i København.

Derfor efterlyser Tivoli børn, som har lyst til at deltage.

- Hvis man har et barn, der undrer sig over noget, der foregår ude i rummet, så er det fuldstændig fantastisk, at man kan få en astronaut i rummet til at demonstrere det, siger en af værterne på arrangementet, Søren Storm.

Indtil den 14. november kan alle børn, der har lyst, sende spørgsmål ind til brevkassen i podcasten "Tivolis Store Rumskole". Derefter vil redaktionen udvælge fem spørgsmål, som Andreas Mogensen skal svare på.

- Børn spørger ofte om ting, der er helt simple, men de er ikke nødvendigvis simple i rummet.

- Eksempelvis har et barn spurgt, om man kan se regnbuer fra rumstationen, siger Søren Storm.

I alt får de fem udvalgte børn tyve minutter til at stille deres spørgsmål.

Her vil Søren Storm og hans medvært, Kasper Berthelsen, står klar til at hjælpe, hvis der opstår problemer.

- Hvis det skulle ske, at det bliver svært eller for vanskeligt at få stillet sit spørgsmål, så står vi to på scenen, som er vant til at håndtere sådan en situation, siger Søren Storm.

Ifølge ham er der ingen forkerte spørgsmål. Og så er det lærerigt for børnene og andre.

- De ting, der sker på rumstationen, kan man lærer rigtig meget af hernede på Jorden, siger han.

Søren Storm og Kasper Berthelsen står også bag podcasten "Tivolis Store Rumskole", hvor de også svarer på spørgsmål om rummet, som bliver sendt ind af børn.

Podcasten gik i gang, da Andreas Mogensen blev sendt afsted.

Indtil videre har podcastens brevkasse modtaget omkring 100 spørgsmål. Blandt andet spørgsmål om, hvordan en solopgang og solnedgang opleves fra rummet, og om man oplever årstider i rummet.

Sponsoreret indhold