Nyheder16. august 2022

Kedeligt nyt: Råvarepriserne dykker – men det gør dagligvarepriserne ikke

Selv om priserne igen ser ud til at falde, kommer det nok ikke til at kunne mærkes hos det lokale supermarked lige foreløbigt
Indkøbsvogn
Prisen på dagligvarer ser ikke nødvendigvis ud til at falde lige foreløbigt.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er ikke længe siden, det kom frem, at priserne på råvarer igen er begyndt at falde verden over.

Men selv om priskurven i øjeblikket er nedadgående, skal forbrugere ikke glæde sig for tidligt over nyheden. Det kommer nemlig ikke nødvendigvis til at kunne mærkes, når man besøger sit lokale supermarked for at handle ind.

Det vurderer flere eksperter ifølge DR.

Tre ting spiller ind

Årsagen skal findes i, at der er flere ting, der spiller ind, når et produkt skal prissættes.

For udover råvareprisen følger flere produktionsomkostninger med, og så længe disse endnu ikke er faldet, vil prisen for de pågældende varer fortsat være høj.

Herudover påpeger forbrugerøkonom hos Nordea, Ida Marie Moesby, da også, at elementer som usikkerhed og den generelle prisudvikling i samfundet ligeledes er med til at holde priserne oppe.

Og med den nuværende – og rekordhøje – inflation, vurderer hun, at prisstigningerne er kommet for at blive:

– Jeg tror, vi skal vænne os til, at alting bare koster noget mere. Forhåbentligt vil nogle af priserne falde lidt tilbage, men det er altså en god idé at ruste sin økonomi til, at de her høje priser vil vare ved, fortæller hun til mediet.

- Læg penge til side

Ida Marie Moesbys påstand bakkes da også op af Palle Jakobsen, som er indehaver af analysefirmaet Agrocom.dk og som dagligt følger prisudviklingen og rådgiver landmænd om køb og salg.

Han mener nemlig ligeledes, at prisen er afhængig af alle de, der er med til at levere varen.

Derfor lyder Ida Marie Moesbys anbefaling da også på, at man bør lægge lidt ekstra penge til side, hvis man har mulighed for det.

Sponsoreret indhold