Nyheder8. marts 2024 (opd. 8. marts 2024)

Kedelig rekord: Mange danskere er ramt af frygtet sygdom

Danmark har verdens højeste antal scleroseramte, viser rapport fra Det Danske Scleroseregister. Over 18.600 danskere er diagnosticeret, og sygdommen rammer nu også ældre aldersgrupper.
Skuespiller Anne Sofie Espersen er en af de kendte danskere, som lever med sclerose og har været meget åben om sin kroniske sygdom.
Skuespiller Anne Sofie Espersen er en af de kendte danskere, som lever med sclerose og har været meget åben om sin kroniske sygdom.
 Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

På verdensplan har Danmark den højeste forekomst af registrerede sclerose-tilfælde.

Det viser den seneste opgørelse fra det internationale scleroseforbund (MSIF), oplyser Scleroseforeningen i en pressemeddelelse.

Ifølge opgørelsen har vi en forekomst med 301 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning er der i Norge og Sverige tale om henholdsvis 255 og 215 tilfælde. De to nabolande indtager henholdsvis femte- og niendepladsen over hårdest ramte lande i verden.

Hvad er sclerose?

Sclerose, ofte omtalt i formen multipel sclerose (MS), er en kronisk sygdom, der påvirker centralnervesystemet, som består af hjernen og rygmarven. MS er en autoimmun sygdom, hvilket betyder, at kroppens immunsystem angriber sine egne væv. I tilfældet med MS angriber immunsystemet myelinskederne, som er de beskyttende lag, der omgiver nerverne i centralnervesystemet. Dette fører til dannelse af arvæv eller scleroser, hvorfra sygdommen får sit navn.

Skaderne på myelinskederne forstyrrer den normale kommunikation mellem hjernen og resten af kroppen. Symptomerne på MS kan variere betydeligt fra person til person og kan omfatte træthed, gangbesvær, følelsesforstyrrelser (som prikken eller følelsesløshed), muskelsvaghed, synsproblemer, koordinations- og balanceproblemer, og i alvorlige tilfælde kan det medføre lammelser.

Årsagen til MS er ikke fuldstændig forstået, men den antages at være multifaktoriel, involverende en kombination af genetisk disposition og miljømæssige udløsere. Der er ingen kendt kur mod MS, men der findes behandlinger, der kan hjælpe med at håndtere symptomerne, reducere antallet af attakker og bremse sygdommens progression. Behandlinger kan omfatte medicinering, fysisk terapi og støtte fra sundhedsprofessionelle for at hjælpe personer med at håndtere de daglige udfordringer, som sygdommen medfører.

Og det er trist læsning. Det siger Nana Folmann Hempler, der er forsknings- og analysechef i Scleroseforeningen:

- Vi ved, at sygdommen rammer relativt tidligt i livet. Det kan være et tidspunkt, hvor man er i gang med at skifte familie, er godt i gang med at uddanne sig eller er ved at etablere sig på på arbejdsmarkedet.

- Så for mange har den store konsekvenser for deres liv.

Sclerose er en autoimmun sygdom, der påvirker centralnervesystemet og ifølge foreningen kan udløse forskellige symptomer i kroppen og hjernen. Sygdomsudviklingen er forskellig fra patient til patient.

Ifølge foreningen viser en ny rapport fra Det Danske Scleroseregister, at lige over 18.600 danskere er diagnosticeret med sygdommen.

Når Danmark indtager førstepladsen, kan det skyldes flere faktorer.

Det forklarer speciallæge i neurologi Melinda Magyari, der også er leder af Det Danske Scleroseregister og overlæge på Rigshospitalets scleroseklinik.

- Skandinaver har en genetisk højrisiko for sclerose. Og så er der miljøfaktorer som lav D-vitamin samt Epstein-Barr virus (kyssesyge, red.) og fedme i puberteten, siger hun.

Ifølge overlægen giver det dog mest mening at sammenligne med andre skandinaviske lande og Nordamerika, da de ligesom Danmark er højforekomst lande.

Det er ikke tilfældet for flere eksempelvis centraleuropæiske lande, der tilhører moderatforekomst-gruppen.

Siden 1950, hvor Danmark begyndte at registrere forekomsten af sygdommen, har kurven været konstant stigende.

Men en af årsagerne er faktisk en glædelig nyhed, forklarer overlægen.

- Flere sclerosepatienter lever længere tid med sygdommen, siger Melinda Magyari

Der findes dog også flere nye tilfælde. Ikke kun blandt de 20 til 40-årige, som er den aldersgruppe, man traditionelt forbinder sygdommen med, men også i stigende grad blandt 50-, 60-årige og 70-årige.

Dataene fra det internationale scleroseforbund dækker over 91 procent af verdens lande. Efter Danmark ligger Tyskland, Canada og USA som de hårdest ramte lande.

Sponsoreret indhold