Katja brød sammen efter 'Den store bagedyst'

Katja: Har kæmpet mod angst siden barndommen
De charmerende sønderjyske gloser og de mange smil, hun også diskede op med i 'Den store bagedyst', dækkede dog over en mørk fortid, hvor hun siden barndommen har kæmpet med angst, fortæller hun til ugebladet Hjemmet.
Den 40-årige kvinde fra Åbenrå bærer rundt på traumer fra barndommen, hvor hun blev udsat for både fysiske overgreb og psykiske svigt.
- Jeg blev ikke beskyttet, som en lille pige skulle have været det, siger hun til Hjemmet.
Angsten kan komme ud af det blå.
- Jeg kan have haft en god morgen men på vej på arbejde får jeg pludselig den tanke, at der har været et terrorangreb på mine pigers skole. Jeg får ondt i brystet og armen og føler, at nu skal jeg dø, fortæller Katja til Hjemmet.
Et hårdt pres i forbindelse med at få familieliv, arbejde og finalepladsen i 'Den store bagedyst' til at gå op i en højere enhed betød, at Katja faldt helt sammen, da kameraerne blev slukket, og hun var tilbage i Åbenrå.
Hun fik et regulært psykisk sammenbrud.
- Jeg gik en tur i skoven, da jeg pludselig ikke kunne få vejret. Jeg brød sammen og græd og græd, og de næste mange måneder lå jeg på sofaen og havde det skidt. Jeg skulle være stoppet i bagedysten, men sådan er jeg ikke indrettet, siger Katja til Hjemmet.
Gennem nedturen var hendes mand der for hende hele tiden, og i dag har hun fået redskaber af en psykoterapeut, så hun bedre kan håndtere angsten.
- Jeg får en sejr, hver gang jeg formår ike at panikke, siger Katja, der endda er begyndt at holde foredrag om angst for at hjælpe andre , så de ikke føler sig alene med problemerne.
Katja og Thomas blev gift i august sidste år, og de har døtrene Lærke og Julie sammen.