Nyheder12. oktober 2022

Katastrofen er total: Frygter at finde mange lig

56 mennesker savnes fortsat efter et omfattende jordskred i en venezuelansk landsby for tre dage siden

Leder stadig

Dødstallet efter et altødelæggende jordskred, der tromlede hen over en landsby i det nordlige Venezuela i weekenden, forventes at nå op på 100.

Det siger landets præsident, Nicolás Maduro, tirsdag.

- 39 lig er allerede blevet bjærget. Der er stadig et betydeligt antal savnede mennesker - 56. Vi kommer til at ende med at have næsten 100 dødsofre efter denne tragedie, siger han på stats-tv.

Jordskreddet fandt sted i Las Tejerias cirka 50 kilometer fra hovedstaden Caracas lørdag.

Las Tejerias har 54.000 indbyggere og ligger gemt væk inde i bjergene.

Hvor er mor?

Også blandt de pårørende svinder håbet langsomt ind.

34-årige Nathalie Matos venter på nyt om sin 65-årige mor, som hun talte i telefon med, da katastrofen indtraf.

- Hun sagde til mig: "Datter, jeg drukner, vandet er kommet ind. Få mig ud, få mig ud, red mig." Jeg forsøgte at ringe tilbage til hende. Hun svarede, men der var bare støj, fortæller Nathalie Matos.

Redningsarbejdere befinder sig tirsdag ved morens mudderfyldte hus, hvor de forsøger at lokalisere den savnede kvinde.

Som følge af usædvanlig kraftig regn gik en stor flod og adskillige vandløb over deres bredder lørdag og forårsagede en flod af mudder, der rev huse, biler og træer med sig.

Indbyggere bruger hakker og skovle, og hvad de ellers kan finde, til at grave gennem det tykke lag mudder og søge efter savnede.

Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodríguez, har givet "klimakrisen" skylden for katastrofen.

- Der faldt lige så meget regn på otte timer, som der normalt falder på en måned, sagde hun mandag.

Eksperter siger, at de voldsomme mængder nedbør skyldes vejrfænomenet La Niña, som udløser en række vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.

Der er indsat 3000 betjente, soldater og redningsfolk i eftersøgningen efter de mange savnede.

Flere redningsfolk siger dog tirsdag, at det bliver svært at finde overlevende efter så lang tid.

Sponsoreret indhold