Karina bruger sin telefon over 11 timer om dagen: - Min mand har haft svært ved at forstå det

De fleste kan nok genkende følelsen af, at tiden flyver afsted, når man scroller gennem telefonens ubegrænsede mængder af underholdning. Og måske du også får dårlig samvittighed, når telefonen har registreret tre til fire timers aktivitet i løbet af en dag.
Det er dog ingenting i forhold til, hvor meget tid Karina Duelund Rasmussen bruger på sin telefon.
For mens danskerne, ifølge Medieudviklingen 2022 som er DR Medieforsknings årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af elektroniske medier, brugte mobilen 97 minutter om dagen i gennemsnit, så bruger den 38-årige kvinde fra Espergærde i gennemsnit over 11 timer om dagen på at scrolle rundt på sin smartphone.
Fra Karina vågner klokken 5.30 om morgenen, er hun på sin telefon.
Særligt bruger hun tid på at pleje sin Instagram, hvor hun har over 4000 følgere.
Så meget bruger danskerne mobilen
I 2012 brugte danskerne i gennemsnit 47 minutter på deres mobiltelefon om dagen.
I 2022 var antallet af minutter i gennemsnit oppe på 97 minutter om dagen.
93 % af husstande i Danmark har en eller flere smartphones i 2022, og vi har mere end fordoblet den tid, vi bruger på vores mobiler på daglig basis.
De er med os alle vegne, og det gør det også muligt for os at holde os opdaterede hele tiden – på lokale, nationale og internationale nyheder såvel som på personlige og særinteresse-nyheder.
Kilde: Medieudviklingen 2022
Her deler hun sin vægttabsrejse, sine op- og nedture, og så er det her, hun følger andre, der kæmper med det samme, som hun selv gør.
38-årige Karina har været sygemeldt siden 2016, og hun er lige nu i et ressourceforløb. Det betyder, at hun nu arbejder tre gange om ugen to timer ad gangen i kassen i Rema 1000. Derfor har hun også lidt flere timer i døgnet til at sidde på telefonen.
- Det får mig til at slappe af, siger Karina Duelund Rasmussen til SE og HØR.

Da Karina i sin tid blev skilt, gik hun ned med stress og fik også en depression. Hun blev frivilligt indlagt i et døgn og fik senere konstateret borderline og andre personlighedsfortyrrelser.
Siden er hun blevet gift med den samme mand, hun blev skilt fra, og i dag har hun det bedre end dengang - og telefonen er blandt andet med til at holde hende på rette spor.
- Min mand har haft virkelig svært ved at forstå, hvorfor jeg tager så mange billeder, men jeg tror, han er ved at forstå nu, hvor meget det betyder for mig.
Anbefalinger til skærmbrug til familier
- Dit barn bør ikke bruge skærm op til sovetid, da det kan udsætte sovetidspunktet og betyde, at barnet ikke får tilstrækkeligt med søvn.
- Undgå telefon eller tablet i barnets soveværelse i løbet af natten, da skærmaktivitet om natten kan forstyrre søvnen og forringe søvnkvaliteten.
- Skab variation mellem dit barns skærmaktivitet og øvrige aktiviteter i løbet af hverdagen, herunder fysisk aktivitet.
- Interesser dig for dit barns digitale liv og vær opmærksom på barnets eventuelle bekymringer for at stå uden for fællesskabet eller for at gå glip af noget online.
- Lav aftaler om skærmbrug i familien, som gælder både barn og voksen, og hav en løbende dialog om, hvor meget skærmen bruges og til hvilke formål.
- Forældre bør være opmærksomme på eget forbrug af skærm i samvær med barnet, da individuelt skærmbrug kan påvirke forældre-barn relationen negativt.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Karina er dog ikke den eneste, der bruger så meget tid på telefonen.
På SE og HØRs Facebookside har flere hundrede danskere meldt ind, hvor meget tid de bruger på telefonen i gennemsnit, og her er det alt fra en enkelt time til 12 timer om dagen.
Se opslaget herunder: